Galleri Susanne Ottesen
UP, 2009.
(Exhibition text – DA)
Marijke van Warmerdam, Up
24. april – 30. maj 2009
Under titlen Up udstiller den hollandske kunster Marijke van Warmerdam (f. 1959) i maj måned en række værker i Galleri Susanne Ottesen, der alle har dét tilfælles, at de kredser omkring spiralen, opdriften og bevægelsen som tema. For MVW har netop bevægelsen været et gennemgående te-ma i hele hendes produktion. Der er tale om simple handlinger og bevægelser, fordoblinger, kon-traster og uendelige loops, der gentager bevægelsen i et fortløbende flow, som anfægter beskue-ren, og får os til at dvæle et øjeblik ved de ellers helt banale frekvenser. I sidste instans får denne kondensering af bevægelsen i et nærmest meditativt, clean univers os til at opleve, percipere og se på ny.
MVW arbejder med film, fotografi og skulptur. På Up er alle medier repræsenteret. Blandt andet vises 16 mm filmen Sprong, hvor vi ser en mand udføre en forlæns saltomortale. Filmen kører i loop, hvorved den visuelt simple, cirkulære øvelse gentages igen og igen. Filmens begyndelse og slutning opløses uden overgang i hinanden og skaber en fornemmelse af formmæssig redundans mellem filmmediets loop og kolbøtten som bevægelse. Den cirkulære repetition forfører beskuerens blik og får os til at standse op for en stund, tryllebundet af skønheden i den ellers ganske simple akt.
Saltomortalen går igen i en række fotostater, hvor fastfrosne momenter af kolbøtten suppleres med splashes af hvid maling, som kunstneren har indtegnet: Simple, ikonlignende streger, der kommenterer og præciserer det affotograferede bevægelsesstadie og på det nærmeste genindfører bevægelsen i stillfotoet. Også udstillingens skulpturelle værker bearbejder bevægelsen som tema. The weight of colour kredser med sin over fire meter lange konstruktion og sit elegante, minimalistiske udtryk omkring et moment af fastfrossen bevægelse – dét næsten umulige punkt, hvor divergerende, mobile objekter finder et stadie af immobilitet og komplet balance. I denne balanceakt er det farven, der synes at vinde. I et af udstillingens andre skulpturelle værker, In the air, giver den sorte, “springende” spiralform beskueren fornemmelsen af, at noget helt konkret er i opdrift – trods skulpturens immobilitet. Denne legende, “barnlige” tilgang til ellers faste størrelser som tyngdelov, balance og vægt er et gennemløbende karakteristika for MVW. Der sættes for en stund spørgsmål ved vores vane-betingede og fastlåste billede af virkeligheden, og fantasier om at trodse naturlovene får frit spil. The weight of colour indfører med den umulige konstruktion en følelse af suspense, tidløshed og stilstand. En stemning, der genereres videre til beskuerkroppen, der nok finder ro i værkets perfekte tilstand af balance, men samtidig holder vejret i den intense penduleren mellem stilstand og brist.
Netop de kontrasterende forhold som fx det fastfrosne og det fluktuerende, opdriften og den ned-adgående bevægelse, det singulære og fordoblingen, bevægelsen og stilstanden er gennemgående temaer i MVW’s værk – og også på udstillingen Up. Der er tale om simple modsætningspar, der retter vores blik mod essensen og skærer det overflødige fra. I MVW’s univers zoomer vi ind, men bliver samtidig i stand til at åbne vores øjne endnu mere op for det oversete i det ordinære, der ofte også kan indeholde stor poesi.
Marijke van Warmerdam har tidligere soloudstillet i Galleri Susanne Ottesen under titlen Take a break i 2006. Hun er repræsenteret internationalt på en lang række museer og samlinger og har desuden deltaget i Venedig Biennalen og Documenta.