TILBAGE TIL DET YNDEFULDE, 2022.

 Jean-Marc Bustamante, Paintings 2019-2022

18. marts – 30. april 2022

Kurateret af Éric de Chassey

I lang tid var Jean-Marc Bustamante ikke maler. Han var fotograf og billedhugger. Igennem  1970’erne og 1980’erne havde han gjort sig bemærket med en serie store fotografier han kaldte Tableaux, en titel der understregede det faktum at de, selvom mediet var et andet, imiterede karaktertræk fra den vestlige tradition for staffelimaleri: afbildningen af et specifikt sted, farve- og linjekompositioner, adressering af en situeret beskuer, fokus på et subjekt fremfor et objekt og så videre. Han lavede også skulpturer og installationer, nogle gange som kombinationer af objekter og fotografier, nogle gange med readymade-metoder, nogle gange dækkede han sine skulpturer med farve, hvilket gjorde ovennævnte karaktertræk mere abstrakte: han skabte steder og perspektiver, der kunne betragtes på afstand eller oplevet fysisk. Det var først i slutningen af 1990’erne – da fotografiets status som legitim kunstform var blevet sikret i kraft et multimedielandskab, hvor store fotografier havde fundet vej ind på museumsvæggene og i samlerhjemmene side om side med maleri og skulptur (til dels takket være Bustamantes pionerindsats) – at han begyndte at eksperimentere med sin egen form for maleri, dog i begyndelsen uden brug af maling.

I værkserierne Panorama og Peintures silketrykkede han farvede former på store plexiglaspaneler, han forstørrede og digitalmanipulerede sine kuglepensskitser tegnet på linjeret papir og installerede dem på vægge eller gulve med metalbeslag eller i indviklede stålrammer. Disse monumentale billedobjekter imiterede til gengæld alle de karaktertræk, der havde været forbundet med maleri siden minimalismens og den abstrakte ekspressionismes tilsynekomst om end medieret igennem mekaniske trykkeprocesser: frihåndskompositioner, forskellige farver og former på en enkel flade, ligegyldighed overfor distinktionen mellem abstraktion og figuration og så videre.

Siden 2018 er Bustamante blevet en flyvefærdig maler. Hans nyeste værkserie, der også hedder Paintings, adskiller sig fra tidligere serier ved at bevare sporene efter kunstnerens hånd i det færdige værk, eftersom han nu arbejder med farve direkte på en rektangulær flade. I disse malerier starter Bustamante ikke fra scratch som om han aldrig havde lavet kunst før. Han anvender sin viden og sine evner fra mange års arbejde med multimedieformater, med særligt fokus på det faktum, at et kunstværks effekt hverken består i dets formmæssige detaljer, dets dokumentariske nøjagtighed eller en iboende interesse for det afbildede motiv. Siden begyndelsen af 1980’erne har Bustamante dyrket ambitionen om at skabe værker ”uden egenskaber” – en formulering der er hentet fra Robert Musils ufærdiggjorte roman Manden uden egenskaber. Egenskaberne i hans nye Paintings består netop i de finjusterede, paradoksale ikke-egenskaber i kombinationerne af farver og former. Udover det ligevægtige i deres endelige udtryk, fastholder malerierne provisoriske aspekter af skrøbelighed, hvilket er den eneste tilstand, maleri formentlig stræber efter i disse tider, hvor alt hvad vi ved hele tiden skal anfægtes og revurderes; hvor man kun kan nå frem til en sandhed ved at tage sig sine forbehold. I sin notesbog har kunstneren skrevet: ”Mine malerier er i en slags venteposition… i bund og grund er de antydninger”[i].

Hvis Bustamante ikke ligefrem starter fra scratch, på grund af denne provisoriske situation, har han ikke desto mindre været nødt til at opfinde sit eget materiale – og ikke bare anvende hvad traditionerne og hans egen historie har efterladt ham. Denne proces har været en konstant: selv da han primært var fotograf, var han en pioner inden for farveprint i stor skala på et tidspunkt, hvor det stadig var usædvanligt og hidtil uset i kunstverdenen. Seriøst fotografi var altid sort-hvid og i lille skala – det havde en mere autografisk signalværdi – indtil Bustamante og en række andre fotografer fra hans generation begyndte at gøre det mere farvestrålende og monumentalt.

Frem for at male med akryl eller olie på et opspændt (eller ikke-opspændt) lærred, havde han udviklet en særlig, idiosynkratisk overflade ved at grunde sine billedpaneler med gesso og derefter slibe det for altså bevidst at forlade ruheden og skabe en ujævn overflade hellere end en glat finish. Billedfladen forekommer således tredimensionel, mere beslægtet med relieffer end med traditionelle malerioverflader: den har en objektagtig, haptisk kvalitet og tager sig selvmodsigende ud som noget på en gang ubehageligt og attraktivt (i den forstand er der en langt større uoverensstemmelser på spil, end da Jean Fautrier arbejdede med lignende processer i 1940’erne og 1950’erne).

Det er umuligt at dække denne tilsyneladende cremede men i virkeligheden ganske solide overflade med uafbrudte farver og linjer: ethvert forsøg på at demonstrere teknisk virtuositet bliver umuliggjort, og det medfører nødvendigvis en form for maleteknisk anti-dygtiggørelse, der ligger i forlængelse af kunstnerens ide om, at det han producerer i sidste ende er ”noget raslen, noget friktion [quelques bruissements, quelques frottements]”. Denne egenskab understreges af Bustamantes valg af redskaber, når han laver kompositioner på disse krævende overflader: i stedet for pensler bruger han blæk og oliepinde, der i et enkelt strøg kan forbinde farvelægning med linjearbejdet, men som også har det med kun at efterlade små mængder pigment på fladen, eftersom de klæber sig forskelligt til den hærdede gesso, og således knuser motiverne på måder, man kender fra tegninger – dog i fuldkommen malet form.

Disse knuste motiver besidder ikke desto mindre, muligvis kontraintuitivt, stadig strålende kvaliteter, eftersom Bustamante aldrig har opgivet sin overbevisning om, at ”maleri frem for alt er et spørgsmål om optisk nydelse”. Netop i deres skrøbelighed kan hans Paintings også forføre. Den snørklede krusedulle i Le Printemps er også en flerfarvet, subtil arabesk; sammenfletningen af brede, rødbrune penselstrøg med et sprængt netværk af tynde mørkebrune, blå, gule toner i  L’Étoile, et lysende centrifugal-statement. De tågede plamager af lilla, sort og gul i Fièvre jaune, et levende vægtæppe, der skaber harmonier med elementer som i sig selv er modsætningsfyldte. Overlappet i Juste assez mellem et par irregulære rektangler hvis tværgående udvidelser er mere eller mindre kongruente med kompositionens vertikale og horisontale grænser, et visuelt slægtskab med en romantisk solnedgang. Sammenstillingen af isolerede og groft skitseret parallelle linjer i Ensemble 2, en spektakulær om end simplificeret regnbue. ”Der er ikke noget subjekt i mine malerier” skriver Bustamante: ”Udfordringen er at konfrontere tomrummet, selve den store tomhed”. Hans dæmpede farver og vaklende linjer skubber erfaringerne fra hans arbejde med fotografi og skulptur et skridt videre: De undviger enhver form for fortælling og skaber billeder, der altid er ikke-billeder, ikke-billeder der altid er billeder. Værkerne ophæver afstanden mellem kunstneren og verden, hvilket ikke nødvendigvis er en selvfølge udenfor maleriet, men derimod noget maleriet selv producerer – nogle gange hentyder de til figurative motiver, nogle gange forbliver de fuldkommen abstrakte.

Samtidig etablerer de en anden form for distance, via mediet og deres billedlige udgangspunkt, der forhindrer ethvert forsøg på at genkende personlige udtryk – mens de dog stadig påstår at rumme et selv, om end dette selv er blottet for psykologi, det er malerens selv som maler, som den der laver maleriet, og hvis handlinger både er upersonlige og personlige.  Bustamantes nye Paintings fremmaner en hel malerihistorie side om side med hans egen kunstneriske historie. Eksempelvis forekommer À la française at ligne et generisk og busket, dybgrønt træ med en sort stamme på en blågrøn jord, der vækker mindelser om børnetegninger, træmalerier af Ferdinand Hodler, Piet Mondrian eller David Hockney (opretstående, isolerede figurer med bredt horisontale blade og grene som er reduceret til deres essens). Abstraktioner med rødder i naturen ligesom dem Joni Mitchell lavede i 1970’erne og 1980’erne ligeså vel som Bustamantes egen LP II (2000), et foto af et enkelt træ omgivet af industrielle elementer i nærheden af en sø. Folle espérance  eller New Future er begge beskårede landskaber og monumentale abstraktioner, der minder om Joseph Turner eller John Constables forpinte skyformationer eller om Henri Matisses lagdelte baggrund i Baigneuses à la tortue (1908), Mark Rothkos sene, simplificerede sammenstødskompositioner, Brice Mardens kalligrafiske Map Paintings eller de symmetriske landskaber med Ed Ruscha-sætninger. Samtidig kan alt dette associeres til Bustamantes egen serie af fotografier fra 1991, der forestiller en række cypresser ovenfor en mur.

Andre nye Paintings – som for ekspempel Triple Victoire eller Reprise – leger med den franske abstrakte ekspressionismes sprog (især Hans Hartungs) eller med den trivielle planterepræsentation i eksempelvis Pickpocket eller Bon Matin. Dermed ikke sagt at disse værker ikke er specifikke billeder, tværtimod, blot at de i deres provisoriske natur omfatter både fortiden og fremtiden: de befinder sig et både ubegribeligt og meget præcist sted mellem det generiske og det generelle.

Når der ikke er noget ”subjekt” bliver ethvert billede et kompendium over en uendelighed af billeder (fra sit arbejde med fotografi ved Bustamante, at ingen opfinder et billede). Ethvert billede kan bruges, så længe det er ikke-foreskrevet. Det er beskuerens ansvar at definere billedernes betydning eller betydninger. Om sine egne malerier skriver Bustamante selv, at de ”gennemtvinger ikke noget; de taler om verdens skrøbelighed og magi”. ”Man kan gå forbi det uden at se det, fordi det er uden egenskaber”, men hvis man skærper sin opmærksomhed formidler det i sig selv ”livets bevægelse”. Hvis det yndefulde er en tilstand, hvor ”livets bevægelser” kan opleves som en luftbåret følelse, en allestedsnærværende følelse fordi den bare findes i luften, så er Bustamantes nye Paintings en tilbagevenden til det yndefulde.

[i] Alle citater af Bustamante er taget fra hans notesbog, skrevet mens han arbejdede på denne nye serie af værker.