Olav Christopher Jenssen, The Letharia Paintings
12. april – 18. maj 2013
The Letharia Paintings associerer motivisk og sprogligt til natur og mere specifikt til en lavtype i letharia-familien kaldet ulvelav, som vokser på træer og hustage i Skandinavien, og som kan kendes ved sin “giftigt” grønne farve og tætte, forgrenede struktur. Udover associationen til ulvelav indeholder Olav Christopher Jenssens nye malerier også en række andre elementer af mere ikke-illusionistisk og konkret karakter, som bringer dem i forlængelse af en abstrakt-gestisk maleritradition. Ifølge Jenssen selv er billederne ikke konkret malet efter naturen, men relationen opstod gennem arbejdet, og det har ført frem til titlen på serien.
Den sammenfiltrede lav-agtige struktur i malerierne er malet med oliemaling og paletkniv. Strukturens prægnante karakter skaber en forskel til de underliggende billedlag, som den helt eller delvist dækker over. Vævet af strøg fører blikket ind i billedets dybde, men det skubber også blikket tilbage. Det bliver på den måde en analogi til ulvelavets gulligt-grønne farvepigment, som er visuelt fascinerende at se på, men giftig for kroppen at spise. Den natur som afbildes i malerierne er ikke romantisk, forstået som et område vi kan fortabe os i. Vi konfronteres derimod af en natur, der har sin egen handlekraft og sit eget underlige liv. Måske ligesom billedkunst.
Olav Christopher Jenssen (f. 1954) bor og arbejder i Berlin. Efter mange år som professor i Hamburg har han siden 2007 været professor ved Hochschule für Bildende Künste Braunschweig i Tyskland. Jenssen er repræsenteret på blandt andet Museum of Modern Art, New York; Moderna Museet, Stockholm; Collection Centre Pompidou, Paris og Nasjonalmuseet for Kunst, Arkitektur og Design i Oslo. Han har haft store museumsudstillinger på blandt andet Kiasma Musem of Contemporary Art, Helsinki, Kunstmuseum Bonn, Tyskland, samt i 2012-13 på Martha Herford, Tyskland. For tiden udstiller Jenssen desuden på Henie Onstad Art Center, Høvikodden med den retrospektive udstilling ”Journal – works on paper 1979-2012”.