Introduktion: Stig Brøgger

Stig Brøggers (f. 1941) mangeartede værk, der tæller alt fra fotografi, maleri og skulptur, har gennem hele kunstnerens produktion været markeret af en iboende kontrastfuldhed og tvetydighed. Kunstneren favner således både det stramt minimalistiske, det konceptuelle og semiotiske, såvel som det mere løsslupne, kitschede og med lektor ved Kunstakademiet, Carsten Juhls ord “kvantitative”.

SB’s produktion skal ses i lyset af 1960’ernes generelle filosofiske og æstetiske nybrud og ændringer af kunstbegrebet. I forlængelse af udviklingen indenfor filosofi og videnskab nedbrydes grænserne mellem det filosofiske og det billedkunstneriske, og der bliver tale om, at billedet og begrebet ikke længere er adskilte. Dette bliver i høj grad betegnende for SB’s tilgang til det billedkunstneriske, hvor en forfinet forståelse af billedsprogets og begrebets forskelligartede udtryksmuligheder og begrænsninger er gennemgående op i gennem hele produktionen.

På den internationale kunstscene markeres denne udvikling via opkomsten af en række nye kunstretninger eller grupperinger, hvoraf især minimalisme, land art, konceptkunst og pop art har interesse i forhold til SB. En række unge danske billedkunstnere lader sig således allerede i slutningen af 1960’erne inspirere af disse nyorienteringer – bl.a. Stig Brøgger, men også Hein Heinesen, Mogens Møller, Bjørn Nørgaard, Peter Louis-Jensen, Per Kirkeby og Poul Gernes. Også 60’er samfundets eksplosive udvikling indenfor teknologi, massekommunikation, konsum og forbrug har indflydelse på disse kunstnere – såvel som på kunstens vilkår i det hele taget.

SB’s møde med 1960’ernes nye kunstretninger betyder i første omgang en løsrivelse fra kunsthistoriens traditionelle referencerammer såvel som et opbrud med den klassiske helhedstolkning, der åbner op for kommunikations- og konsumsamfundets konstante billedflow og dermed en langt mere kompleks aflæsning af virkeligheden. Som forhenværende rektor for Kunstakademiet Else Marie Bukdahl har beskrevet er SB’s kunstneriske arbejde således ikke bestemt af en lineær udvikling, men nærmere af en dobbeltbevægelse, der har to yderpunkter: Det tomme eller grænseløse og det fyldte eller det tætte, hvilket inspirationen fra såvel minimalismen som pop-kunsten også indikerer.

SB’s billedsprog svinger således fra det formelle, minimalistiske og stramme til en indflydelse fra omverdenens stadigt skiftende billedflow, kitsch og repræsentationsoverflod. Denne dobbelttydighed hos SB afspejler de omfattende generelle ændringer i samfundet op igennem 1960’erne, 70’erne og 80’erne. Det stadigt mere komplekse virkelighedsbillede kræver et stadigt mere komplekst billedsprog, der dækker flere medier, udtryk og arbejdsprocesser. Derfor springer SB ofte fra medie til medie og udtryk til udtryk, og arbejder tillige med store serier – som fx Flora Danica fra 1990 og Plainthings fra 1996, hvor selve rummet på det nærmeste bliver værkets ramme. Med de omfattende billedserier, der næsten bliver environments, spores en stræben efter det absolutte eller et forsøg på at gribe den mest omfattende tolkning af omverdenen. Symboldannelser, klassiske attributter, velkendte formelle, kompositoriske virkemidler og en kendt stoflighed, der vækker tydelige associationer til den kunsthistoriske tradition bliver forladt. Man kan derimod sige, at SB på det nærmeste opfinder maleriet igen og igen. Dette billedkunstneriske greb afspejler et intenst arbejde henimod at fremkalde nye billedforestillinger, nye betydningslag og nye svar på, hvordan netop det billedkunstneriske kan skabe mening.

Med den omfattende serie Flora Danica fra 1990, der blev udstillet på Statens Museum for Kunst, kan man nærmest tale om et forsøg på at antyde det, der ikke kan fremstilles eller visualiseres. Som den franske teoretiker Jean-François Lyotard skriver i sin tekst om SB genererer Flora Danica en følelse af umulighed. Serien fremstår umiddelbart som uigennemtrængelig, uden henvisninger til noget, vi kender og kan begrebsliggøre – eller med Lyotards ord, tavs. Flora Danica består af 205 alkydmalerier malet på træplader i to formater. Umiddelbart en stringent og systematisk fremgangsmåde, men ved eftersyn forstyrres det stramt serielle, idet der ikke kan gennemskues noget bagvedliggende system. Carsten Juhl beskriver således serien gennem en sammenligning med komponisten Gustav Mahler: “et motiv igangsættes, men forlades ved, at et deltema selvstændiggør sig og udvikler sig, for måske siden at genfinde et andet deltema fra det ellers forladte motiv. Måden hvorpå skift og møder forvaltes mellem de forskellige musikalske registre, benytter den “uharmonisme” eller heterogene overgang: der overspringes ganske ofte enhver “forklarende”, det vil sige artikulerende modulation tonearterne imellem, ligesom transformationen fra et tema til et andet sker ved, at det afbrydes på det mest brutale eller “modsiges” af en modtakt, hvorved også den rene tavshed enkelte gange får lov til at spille med…”

Reglerne og det systematiske, der kan være forbundne med den serielle tilgang, virker hos SB således nærmere frisættende og åbner op for et spil eller en leg med det eksisterende. Det artikulerede og det uartikulerede er uomtvisteligt forbundet og opretholder hinanden ved deres kontrastfuldhed. Dette karaktertræk går igen i SB’s senere værker, fx i serien Talking Pictures, der blev vist på SB’s soloudstilling i Galleri Susanne Ottesen i 2007. Her spores træk fra såvel minimalismen som fra pop arten, men de forskellige divergerende udtryk forenes af værkernes konceptuelle indhold, idet de enkelte lærreders påskrevne tekststykker visuelt, tematisk og referentielt sammenkobles værkets udtryksside til et samlet såvel visuelt som verbalt udsagn.

Ligeledes spores den iboende kontrastfuldhed af det artikulerede og det uartikulerede, det stringente og det løsslupne, det stramme og det kitschede i SB’s tilbagevendende brug af og tematiseren over monsteret og det monstrøse. På udstillingen Who’s Afraid of a Monster vist på Randers Kunstmuseum i 2002 optræder monstre i alle afskygninger og medier – fra tableauer af diverse legetøjsfigurer opstillet i dramatiske og til tider humoristiske scenarier over malede lærreder, hvor konkrete ready made plastikfigurer er påsat direkte og interagerer med det malede univers, og endelig til de såkaldte Monochrome Monuments, hvor farven lægger sig som et tykt, dækkende lag henover tableauerne og nærmest bremser betydningerne. Legetøjsfigurerne løsrives fra deres forankring i et specifikt populærkulturelt univers og opnår hos SB nu en ny betydning.

SB’s fascination af det monstrøse reflekterer en optagethed af ‘det andet’, det anderledes, det uordnede og dermed et brud med de gængse normer og et angreb på fornuften. Via denne lystige leg med divergerende udtryk, begreber og kontraster, ønsker SB at udfordre såvel sit eget som beskuerens syn på virkeligheden og dermed sætte det fortrolige og velkendte på prøve.

Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie