Picnic, 2017.

Morten Buch, Picnic
24. februar – 1. april 2017

Morten Buch har som afsæt for sine nye malerier forholdt sig til Édouard Manets Frokost i det grønne og tænkt videre over picnic-genrens veksel mellem naturlighed og kunstighed og dens mulighed for at være en generel metafor for maleri. Forlæggene til de aktuelle malerier er i mange tilfælde, helt eller delvist, tegnet på iPhone og malerierne bærer i sig et ekko af de digitale billeder. De har samtidig i deres åbenhed og lethed et slægtskab med skitsetegninger og akvareller. Malerierne forholder sig gennemgående til andre billeder, som vi kan opleve virkeligheden gennem; de kan betragtes som gengivelser af gengivelser og det gør dem også yderst selvbevidste. Men de er samtidig også helt umiddelbart kropslige og spontane. De virker groteske i deres Disney tegneserieagtighed og løsslupne i måden at billedfragmenter enten er kombineret eller opløst i hinanden. Der er genkendelige elementer i direkte sammenhæng med skovturens rum, et ternet tæppe, brudstykker af et landskab, en flaske eller en sko. Men en sko er aldrig kun en sko, i hvert fald ikke den ideale sko. Det er først og fremmest en løssluppen formdannelse, på samme tid fx også et hoved, en vase eller en amorf tingest, der forvandler sig i mødet med beskuerens fantasi. Billederne er bevægelige og åbne, for at vi kan bevæge os i dem, det er tilstande, stemninger eller associationer fanget i et ultrakort uendeligt øjeblik. De bløde organiske former og kurver gør motiverne kropslige og sexede og outrerede, mens døden lurer i hjørnet som et forladt gangstativ. Det hvide rum i malerierne, tomrummet mellem formerne, ligger på samme flade som de øvrige ting, eftersom alt er malet vådt i vådt i én bevægelse. Elementerne er sideordnede, der er ikke noget hierarki, alting har sin egen selvstændige værdi og betydning; som ord i en rebus, der kan læses fra alle retninger.