PER KIRKEBY LAWRENCE WEINER, 2015.

(Exhibition text – DA)

Per Kirkeby og Lawrence Weiner har kendt hinanden i mange år. Ideen om at lave et fælles værk og en udstilling sammen opstod allerede i 1980’erne, men det blev af praktiske grunde ikke til noget konkret dengang. I efteråret 2014 kom ideen tilbage til os i en ny form, og sammen med kunstnerne fandt vi ud af, at nu skulle det være. Det er således en ønskeudstilling med en lang forhistorie, der nu endelig bliver til virkelighed.

 

Per Kirkeby viser på udstillingen to murstensværker, der er muret op direkte i rummet. Det er første gang, at Kirkeby udstiller sine murstensting i Danmark inden døre. Det ene værk er en stele med en dyb lodret niche, en sort streg eller en “metafysisk skygge” tværs igennem. Stelen har forlæg i en skitse fra haven bag Kirkebys atelier på Læsø, den er fra begyndelsen af 1980’erne, men her opført som fritstående autonomt værk. Det andet værk er en monumental kvadratisk klods, en åben/lukket bygning eller et hult halvråddent træ, om man vil. Dette er et nyt værk fra i år og samtidig et fællesværk, hvor der på træets sider indgår bemalede tekster af Lawrence Weiner, således at tekst og mursten griber forandrende ind i hinanden. Lawrence Weiner viser desuden to andre tekstbaserede skulpturer, lavet stedspecifikt til rummet og udstrakt monumentalt fra væg til væg.

 

Per Kirkeby (DK, 1938) var repræsenteret af galleriet fra 1980 til 1997. Blandt udstillinger med galleriet kan nævnes visningen af Kirkebys samlede bronzer i den Frie Udstillingsbygning i 1985 og soloudstillingen Nye malerier i 1995, hvor Kirkeby blandt andet viste maleriet “Vinterbillede”, der idag kan ses på Statens Museum for Kunst. Per Kirkebys første murstensobjekter bliver til på Eks-Skolen i midten af 1960’erne, mens første udendørsskulptur er “Huset” opført i Ikast i 1973. Sidenhen har han udført murstensværker i store dele af Europa og mange steder i Danmark.

 

Lawrence Weiner (USA, 1942) har samarbejdet med galleriet i adskillige årtier med soloudstillinger i 1991 og 2003. Han var i 1960’erne med til at opfinde konceptkunsten med udgangspunkt i tekst som skulpturmateriale, og har sideløbende arbejdet med ikke-institutionelle former som film, video, cder m.v. Weiner har blandt andet haft store internationale udstillinger på Stedelijk Museum, Amsterdam, IVAM, Valencia og Whitney Museum of American Art, New York, og han er repræsenteret på museer over det meste af verden.