Introduktion: Rolf Hanson

I den svenske kunstner Rolf Hansons maleri forføres beskueren sanseligt og fysisk af de vibrerende, fortættede farvelag. De intense farver, der veksler i en farveskala af varme, rødmende, orange, gule, brunlige og grønlige toner, nærmest omslutter den beskuende. Værkerne indvirker således fysisk på beskueren, der rumligt, kompositorisk og koloristisk udfordres sansemæssigt via RH’s vedvarende leg med billedrummet og de mættede farvelag.

Rolf Hanson (f. 1953) er blevet kaldt for sin generations førende svenske maler, og hans værker har høstet anerkendelse i såvel Skandinavien som Europa med en række separatudstillinger på store internationale museer og kunsthaller, blandt andet på Moderna Museet i Stockholm i 1985, på Rooseum i Malmö i 1995, på Düsseldorf Kunsthalle i 1998 og senest på Dunkers Kulturhus i Helsingborg i 2006. I 1999 modtog RH den prestigefyldte Carnegie Art Award pris, og hans værker er repræsenteret i adskillige både offentlige og private samlinger, blandt andet Moderna Museet i Stockholm.

RH har igennem sin produktion leget med en række forskellige stilistiske og formelle udtryk, men fælles for disse motiviske, kompositoriske og farvemæssige eksperimenter har altid været en stræben efter et kompositorisk spil mellem billedrummet og billedfladen såvel som efter en overordnet forenkling og balance i kompositionen. RH trækker i disse stileksperimenter på divergerende kunsthistoriske inspirationskilder med både den nordiske landskabstradition, den amerikanske ekspressionisme og de moderne franske pionerer som fx Paul Gauguin, Paul Cézanne og Claude Monet som bagtæppe. På samme måde som fx Monet, der stræbte mod en opløsning af rummet gennem et spil mellem lys og mørke, arbejder RH også i omfattende serier, der tillader kunstneren fordybning i en slags nærstudie af en formel problematik, som han sætter sig for at løse – eller i hvert fald at granske igen og igen.

Igennem de forskellige serier udforskes således en række formelle tematikker, der dog alle kredser omkring undersøgelsen af billedrummet og billedets flade og dybde, uanset om værkerne tenderer det figurative, er rent abstrakte, opererer med en tyngde eller leger med en lethed. I midten af 1990’erne indarbejder RH en vis figurativitet i sine værker, blandt andet i serien Runtom Hus, hvor forskellige bygningselementer udgør det formelle og maleriske omdrejningspunkt. Men husene i Runtom Hus er mere at betragte som et spil mellem husmurenes flader og bygningernes tredimensionalitet end som repræsentationer af arkitektoniske elementer. Bygningerne som sådan opløses på det nærmeste og bliver nærmere redskaber i en formel afsøgning.

Serierne Runtom Trappa og Descendant/Remontant fra 1998-1999 består ligeledes af en række formelle eksperimenter med udgangspunkt i arkitektoniske elementer. I de tematiske variationer over et trappemotiv penduleres der mellem inde og ude, dybde og flade, mørke og lys. Trappen bliver lige så meget et grafisk element i billedplanet og en markant accentuering af spillet mellem rum og flade som det klassiske symbol på en passage, der leder såvel ind og ud af billedet og dermed potentielt kan føre beskueren dybere ind i værkets univers. Spillet mellem billedfladen og billedrummet skaber en slags konstruktiv forvirring hos beskueren, der fysisk må percipere på ny over for disse værker, der på én og samme tid opløser det klassiske kunsthistoriske centralperspektiv, men samtidig omslutter beskueren qua de intense, lysende farver og dermed skaber en langt mere diffus, pirrende og forførende rumfornemmelse.

I de efterfølgende serier opløses det figurative atter, men spillet mellem det åbne og lukkede billedrum forbliver fortsat det essentielle formelle omdrejningspunkt. Motivisk er disse serier ofte blevet sammenknyttet med den nordiske tradition, hvor de fortættede billeder både kan indikere den nordiske natur, der omgiver kunstneren i fx et motivisk zoom mod mosvæksternes mikrokosmos, men de vibrerende, varme, både dunkle og sitrende farver bliver lige så vel billedet på et ‘indre landskab’ i relation med beskueren. I de opbrudte billedplaner veksler mørke og lyse partier i en vedvarende oscilleren mellem dybde og flade, og overgangen mellem billedflade og billedrum opløses således på det nærmeste og skaber en slags svævende rumlighed.

I galleriets foregående soloudstilling med RH, Ombre Portée fra 2003, blev de kompakte og tætte farveflader brudt op og indgik i forening med lysere farveklatter i gul, cerise og blå, der bevirker et let, flimrende og nærmest transparent maleri. I RH’s seneste serie, Éadem fed áliter fra 2007, er tætheden og det kompakte tilbage, men farverne er fortsat vibrerende, intense og nærmest lysende. De sitrende orange felter afbalanceres og får modspil af mørkere, brunlige, grålige og blå-violette partier, der kompositorisk integreres og griber ind i hinanden som brikker, der passer perfekt sammen. Éadem fed Áliter – eller ‘Det samme, men på en anden måde’, som den latinske sætning oversat til dansk betyder, refererer dels til værkernes formelle greb, hvor de fortættede farvelag og kompositioner varieres serien igennem i fire forskellige formater – det samme, men dog på en anden måde.

Uanset format, serie, farvepalet eller komposition er det således essentielt det samme, der er på spil i Rolf Hansons værk igen og igen – det komplekse arbejde med en række formelle problematikker, det vedvarende spil mellem flade og rum i kompositionerne og den intense sensibilitet over for farverne, der ganske omslutter os i beskuelsen. Med andre ord: Éadem fed áliter.

Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie