Dette at udfordre beskueren til at se sin virkelighed i et andet perspektiv er et karaktertræk for den autodidakte kunstners (f. 1970) produktion som helhed. Helt almindelige genstande som sko, madrasser, telte, vaser og dåser befolker hans lærreder – men her langt fra som almindelige og hverdagsagtige objekter. I en slags supersize-transformation skalerer MB nemlig disse ganske ordinære og egentlig kedelige ting, som vi omgiver os med og ikke længere tænker over, op til helt nye dimensioner og perspektiver, så de pludselig trænger sig på og gør opmærksom på sig selv. Samtidig isolerer MB objekterne fra deres velkendte omgivelser, så de fremstår i Claes Oldenburgske forstørrelser, lidt deforme og monstrøse i skarpe, til tider skingre farver, placeret i et ellers non-figurativt, nøgent rum. Via dette overdimensionerende og dekontekstualiserende maleriske greb ønsker kunstneren at gøre op med beskuerens vanebetingede og normalperspektiviske oplevelsesform. Hverdagens ordinære, fortrolige, trivielle og næsten “usynlige” brugsgenstande forvandles qua den maleriske forskydning til noget fremmed.
Den ekspressive maleteknik og de gigantiske penselstrøg forlener i kombination med de knaldede farver endvidere objekterne med noget tegneserieagtigt. High og low blandes således i MB’s værk, idet en “lav”, hverdagslig virkelighed transporteres ind i kunstens sfære – endda med stilistiske links til populærkulturen og tegneserieuniverset. Med dette greb lægger MB sig i forlængelse af popkunstens nedbrydning af skellet mellem det lav- og finkulturelle, og med hans prosaiske, ukrukkede valg af motiv gør han op med den traditionelle kunsthistories værdiladede symboler og ikonografi, der i sig selv kan sikre værkets status som kunst. En traditionel Erwin Panofsky-inspireret analyse giver således ikke megen mening i forhold til MB, hvor man skal lede længe efter klassiske kunsthistoriske motiver og attributter. Man kan med MB måske nærmere tale om en slags “anti-form” i kraft af de banale motiver og uformelige, lidt klodsede dimensioner, der ikke signalerer kunsthistoriens traditionelle værdier, såvel som vores tillærte koder for skønhed. Motiverne opnår derimod en anderledeshed, som beskueren må forholde sig til, hvorved en række nye associationer og betydninger knyttes til de ellers helt almindelige objekter og forlener oplevelsen med det lille gys af opdagelsen af det skønne i det ordinære.
MB’s værker kræver altså noget af beskueren, der ikke blot kan trække på det tillærte register af koder for oplevelsen af ‘Kunsten’ og ‘det Skønne’, og denne nye betragterposition involverer endog kroppen. For MB’s værker kan endsige karakteriseres som “kropslige” – både i kraft af den meget fysiske maleteknik, der giver lærrederne en taktil tekstur med fede lag og klumper, hvor malingen til tider synes påsat nærmest ubearbejdet – men også i kraft af objekternes direkte relation til kroppen: En sko, en madras og en sofa er alle objekter, der relaterer sig til kroppen, og med de twistede perspektiver, deforme megasizes og intense, sanselige og vellystige farver, indvirker værkerne direkte på beskuerens krop, der ganske desorienteres i forhold til størrelse, farve og perspektiv. Beskuerens krop må sanse og navigere på en ny måde i forhold til disse helt almindelige objekter, den ellers er så vant til at være i berøring med.
I sidste instans handler denne både fysiske, visuelle og mentale desorientering hos MB om at stille spørgsmål til ikke blot vores omgivende virkelighed, men også – på en slags maleriets metaplan – at stille spørgsmål ved selve maleriet og kunsten. Værkerne handler med andre ord om, hvordan vi ser. MB isolerer nogle former, der appellerer til ham, fra deres vante kontekst og maler dem dernæst op i fed olie, hvorved de føres ind i kunstens rum, men samtidig tilfører den grove teknik genstandene en slags “klodsethed”, der nærmere fører dem tilbage til “stoffet” qua malingens taktile klumpethed. MB’s forrige soloudstilling i Galleri Susanne Ottesen fra 2006 refererer med titlen No Halo til denne penduleren mellem high og low: “Uden glorie”, som titlen oversat til dansk betyder, markerer et ønske om at træde ned fra kunstens piedestal af ophøjethed og transcendens for at bevæge sig udenfor kunsthistoriens traditionelle konnotationer, symboler og skønhedsbegreber og derved åbne op for muligheden af dels at se og sanse på ny og dels at generere nye betydninger og begreber ud fra det ved første øjekast fortrolige og selvfølgelige.
På udstillingen Landskab i Galleri Susanne Ottesen i 2009 arbejder MB videre med at udfordre vores vanebetingede måde at se på verden – såvel som at han udforsker selve maleriet og landskabsgenren. Ved at bruge landskabet som udgangspunkt for en undersøgelse af forskellige formalistiske teknikker i maleriet, bliver landskabet hos MB en slags metamaleri. Det samme er på spil i serien Malerier, hvor et væld af kunsthistoriske referencer og motiver mixes i lystig dialog. Som i en slags klassiske trompe d’oeil-malerier har MB malet malerier af malerier, hvorved såvel det traditionelle landskabsmotiv som maleriet som sådan åbnes op med en dynamisk, legende gestus, der tillader læsninger, der går på kryds af det traditionelle kunsthistoriske kodeks.
I MB’s fortolkning af landskabet byder alle mulige læsninger, fragmenter og associationer sig ind, og der dannes således potentiale for en mere legende tilgang til mediet hos såvel kunstner som beskuer.
Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie