Introduktion: Marijke van Warmerdam

Den internationalt anerkendte hollandske kunstner Marijke van Warmerdam (f. 1959), der har udstillet på både Venedig Biennalen, Documenta og en række internationale museer, arbejder med fotografi, film, grafik og skulptur. Hendes værker udstråler en udtryksmæssig renhed og enkelhed og kredser ofte omkring synsakten og dét at sanse vores omgi-vende virkelighed. Ved hjælp af konkrete og ligefremme strategier som fx spejlinger, for-doblinger, spring i skala, uvante sammensætninger, rytmiske repetitioner og uendelige loops åbner MVW beskuerens øjne op for det usete i det ordinære.

Ofte arbejder MVW med simple kontraster som fx indenfor versus udenfor, oppe versus nede, stilstand versus bevægelse, fordobling versus det singulære, forside versus bag-side, lethed versus tyngde etc. Disse enkle modsætningspar peger på en dualistisk tanke-gang, der på ingen måde er statisk, men konstant pendulerer mellem polerne, der såle-des aldrig bliver definitive. Den fluktuerende bevægelse mellem de kontrasterende poler bliver – sammen med bevægelse som sådan – hovedtemaer i MVW’s værk, der ofte sø-ger at skildre netop bevægelsen i koncentreret form.

Interessen for bevægelsen ses i såvel MVW’s film som i hendes mere statiske fotografier og skulpturelle værker. I det filmiske univers opnår kunstneren en forfinet redundans mel-lem filmen som medie og bevægelsen som tema ved fx at lade filmene, der ofte er ultra-korte sekvenser, køre i uendelige loops, der indikerer en bevægelse i sig selv. Vi ser såle-des en mand slå kolbøtte igen og igen, en ung kvinde balancere i håndstand igen og igen, og en lille pige cykle rundt i cirkler igen og igen. Det cykliske og repetitionen skær-per beskuerens opmærksomhed mod de ellers umiddelbart usignifikante hændelser. Gentagelsen og det uendelige åbner således vores øjne op for det poetiske i de simple, ofte hverdagsagtige bevægelser og handlinger.

MVW’s installation af værkerne er ligeledes på ingen måde statisk. Installationerne er in-tenderet mod en beskuerkrop i bevægelse. Der er således aldrig opsat stole foran film-projektionerne, og beskueren må i modsætning til biografens klassiske filmfremvisning selv definere sit beskuelsespunkt. MVW’s film ligger således langt fra den traditionelle, passive biografoplevelse, hvor beskueren omsluttet af biografens mørke lader sig opsluge af filmens univers uden selv at interagere eller have indflydelse på synsoplevelsen. Hos MVW bliver netop oplevelsen af det bevægelige billede det centrale – dét at blive bevid-ste omkring vores synsakt, at udforske selve oplevelsen frem for at fortolke billedet, der genererer oplevelsen. Ved at kondensere billedsiden og dén bevægelse, der afbildes, til et minimum, flyttes fokus væk fra en aflæsning af indhold og dybde til en helt konkret og umiddelbar forførelse af beskueren via det simple, repetitive flow af en bevægelse, der trods dens almindelighed bliver nærmest besnærende hypnotisk.

Den cykliske gentagelse bringer beskueren hinsides lineær, reel tid og nærmere ind i et suspenderet øjeblik, hvor omverdenen forglemmes. I Dream machine, der blev vist på MVW’s foregående soloudstilling i galleriet i 2006, ses et glas vand mod mørk baggrund, hvor dråber af mælk langsomt iblandes vandet og danner et drømmeagtigt, svævende slør eller mønster, der tryllebinder beskueren. Dream machine fører os for et øjeblik væk fra et dagligdags nu og her i et produktivt spil mellem forførelse og bevidst refleksion. Den meditative, drømmeagtige stemning genereres også i andre værker, hvor selvforglemmelse og fortabelse sammen med fantasien om at kunne trodse de fysiske naturlove ind-fører en forfriskende, legende og “barnlig” tilgang til de mere kategoriske og definitive as-pekter i vores omgivelser.

MVW arbejder således ofte med et spil mellem virkelighedens ‘nu og her’ og værkets tid-løse, fiktive rum, helt konkret fx i fremvisningen af hendes film, hvor hun tit benytter gamle smalfilmsapparater, der snarere end at skjule filmfremvisningens teknik gør opmærksom på den. Filmprojektoren bliver således et instrument, der både forfører beskueren ind i fil-mens fiktive univers, men samtidig afslører sig selv som det, der frembringer fiktionen og derved bringer beskueren tilbage til virkeligheden. Samme dualisme gør sig gældende i det over tre meter lange fotografiske værk, Walk Through Landscape, som Galleri Susan-ne Ottesen viste på gruppeudstillingen real inside – unreal outside i 2007. Værket opere-rer i forhold til synssansen med et legende ‘både-og’ frem for et realistisk ‘enten-eller’, og ophængt som en passage i gallerirummet gav værket beskueren mulighed for at se et pa-noramisk bjerglandskab som ‘både-og’ – både nøgent og sneklædt, både før og efter. I Walk Through Landscape spiller MVW på en fordobling af virkeligheden, der dog ikke gør den mere reel, men nærmere uvirkelig. På samme måde som i spejlværkerne, hvor hun sætter refleksioner af steder og hændelser, der endnu ikke eksisterer, ind i ellers realistis-ke scener, indfører MVW således en snert af det uvirkelige, der får værkerne og beskueren til at balancere i et ’både-og’ – både realistisk og fiktivt, real og unreal.

MVW’s fotografiske værker påminder os om still-fotografiets oprindelige magi: Fotografiets egenskab af standset, fastfrossen bevægelse. MVW’s fotografier handler således og-så om bevægelse – bevægelse suspenderet i et uendeligt øjeblik af fotografiets immobilitet. Også fotografierne er kendetegnet ved skarphed og renhed. Kunstneren arbejder med kompakte, nøje udvalgte udsnit, således at hun kan dirigere beskuerens opmærksomhed og isolere essensen. MVW ændrer aldrig på de objekter eller motiver, hun foto-graferer. I stedet intervenerer hun diskret med små, simple greb og tricks – som fx spejle, beskæringer eller hvide ark papir, der afgrænser et bestemt udsnit – hvorved vores blik rettes mod det alt for ofte sete, men sjældent observerede eller oplevede. Fotografierne installeres – ligesom filmene – heller ikke på traditionel vis, hvor beskuerens position fast-fryses, men derimod åbnes der op for beskuerens egen bevægelse i perceptionen, idet fotografierne ofte ophænges frit i udstillingsrummet, hængende fra wires, nogle i kombination med elektriske blæsere, der får værkerne til at vibrere let i rummet, andre med de-ciderede “flip-flop”-effekter indsat, så der vendes op og ned på værkets forside og bag-side.

Ved at zoome vores blik ind på det banale og ordinære igangsætter MVW en produktiv revision af vores synsmønstre og perception. Det meditative og tyste, gentagelsen og for-førelsen, det helt almindelige og samtidig helt umulige, får os til at se igen, se på ny og se langsomt – og måske vigtigst af alt: At se på os selv, der ser.

Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie