Introduktion: Kirsten Ortwed

For Kirsten Ortwed (f. 1948) har arbejdet med skulpturens form-, rum-, og materialemæssige problematikker såvel som med det grundlæggende spørgsmål til, hvad skulptur er, altid været omdrejningspunktet for hendes skulpturelle arbejde. Samtidig med at Kirsten Ortwed diskret neddæmper henvisningerne til det figurative, er hendes værker omgærdet af det gådefulde og pirrende, der kan give sig udtryk i både det surrealistisk twistede, men også i det stramme, minimalistiske look.

Kirsten Ortwed er uddannet på Kunstakademiet i Københaven i 1970’erne, men flyttede allerede tidligt i karrieren til udlandet, først til Müncen og siden til Köln og Pietrasanta i Italien, fordi hun følte sig begrænset af skulpturbegrebet og skulpturforståelsen i det hjemlige på den tid, der efter Ortweds opfattelse var alt for restriktiv og traditionel.
I begyndelsen af sin produktion arbejder Ortwed ofte i relation med væggen og ofte med mindre objektlignende værker. Hun forsøger at aftvinge skulpturens dens “mellemrum” og “negativform” for derved at opnå en form for “antiskulptur”. Materialemæssigt eksperimenterer hun med præfabrikerede, masseproducerede og syntetiske materialer som fx plastik, gummi, voks og kunststoffer – materialer, der ligger langt fra den klassiske skulpturs symboltyngede bronze og marmor. I de tidlige værker bliver selve arbejdsprocessen ligeledes anskueliggjort, og der inkorporeres ofte et element af tilfældighed. Allerede her etableres nogle af de kerneområder, der kendetegner Ortweds værker helt frem til i dag: Sammenstødet mellem geometriske og mere amorfe former, mellem de syntetiske, “glatte” materialer og de mere tvetydige, gådefulde udtryk.

Fra slutningen af 1980’erne begynder værkerne, der hidtil primært har været vægobjekter, nu at sprede sig ud i rummet og få mere installatorisk karakter. Legen med rummet og det arkitektoniske – det, der omgiver værket – bliver nu en integreret del af værket og overvejelserne omkring det. Man kan tale om en intensiveret opmærksomhed på dét, beskueren normalt ikke lægger mærke til i skulpturen: Skulpturens støbeforme, redskaber og arbejdsprocesser. Readymade genstande som sækkevogne, paller, jernriste og kæder finder vej til Ortweds skulpturelle univers og skaber et uventet skulpturelt udtryk, der understreger det “antiskulpturelle”, der var Ortweds udgangspunkt. Man kan ligeledes tale om, at det er skulpturens “urform” eller prototype, Ortwed afsøger i disse værker, idet de støbeformsagtige formationer og materialerne som voks, gips og kæder antyder netop skulpturens tilblivelse. Klassiske, filosofiske og eksistentielle spørgsmål, som hvad der er form, og hvad der er indhold, hvad der er aftryk, og hvad der er original, hvad der er matrice, og hvad der er værk, reaktualiseres her i værker, der nærmest sprænger den traditionelle skulpturkrop og spreder sig ikke-monumentalt ud over gulvet. Et fint eksempel på denne værktype er fx installationen Tons of Circumstances, skabt til Venedig Biennalen 1997 og erhvervet af Statens Museum for Kunst i 2008. Værket peger indirekte på Venedig, som det oprindeligt var skabt til, med balkonerne, der mimer Venedigs byggestil, men som samtid også påminder fængsler, og som sammen med de henslængte kæder refererer til Slavernes Kaj, riva degli Sciavoni. Optagetheden af fragment, matrice, form og indhold skinner i dette værk ligeledes igennem, men samtidig kan de ituslåede, spredte skaller også mere overordnet henvise til de matricer, koder og reglementer, vores kultur er gennemsyret af.
I 1995 flytter Ortwed sit atelier til Pietrasanta i Italien. Pietrasanta emmer af det kunsthistoriske vingesus og byder endvidere på en række skulpturmaterialer, der har udvidet Ortweds produktion yderligere: En særlig ren lertype, marmorbrud, stensorter og bronzestøberier. Ortwed påbegynder her den omfattende række af store offentlige udsmykningsopgaver, der har gjort hende kendt i såvel det hjemlige som det internationale: Brønden og Ædeltårnet i Aars fra 1996, Raul Wallenberg monumentet i Stockholm fra 2001, Berings-øen i Horsens fra 2002, Sten til indre gårde til Frederiksberg Gymnasium fra 2004, Syntax & Section til Lunds Universitet fra 2004, Mindesten for Kong Håkon ved Charlottenlund Slot fra 2005 og senest Platform til Statsfængslet Østjylland i Horsens fra 2006. Ortweds monumentale skulptur Full Length skabt til den store retrospektive udstilling på Statens Museum i 2008-2009 bør også ses i denne sammenhæng. Med de offentlige udsmykninger bevæger Ortwed sig endnu længere væk fra væggen, gallerirummet og institutionen – ud i det åbne, offentlige rum.

I de offentlige udsmykninger bliver spændingen mellem det cool, minimalistiske udtryk, og det mere organiske, amorfe formsprog yderligere prægnant, og flere af de offentlige værker får nærmest præg af naturtableau. Som flydende, sprængte former spreder de sig ofte ud over den plads eller den gård, de skal udsmykke, og adskiller sig derved markant fra det traditionelle offentlige monument, der rejser sig vertikalt på sin sokkel. I monumentet til Raoul Wallenberg i Stockholm er spredningen, det bevægelige og fluktuerende fx karakteristisk. Som store naturformationer, gletschere, bræer og klippestykker sættes kontrasten mellem det omgivende byrum, civilisationen, og skulpturens “urstof”, naturen, på spil.

På udstillingen Favoritter i Galleri Susanne Ottesen sammenkobler Ortwed elegant mange af de kontraster, der materialemæssigt, formelt og indholdsmæssigt har været gennemløbende gennem hele hendes produktion: Det hårde versus det bløde, det glatte, polerede versus det rå, det organiske versus det syntetiske, det håndgjorte versus det industrielle, det lette versus det tunge, det tilfældige versus det intenderede, det massive versus det flydende og det indre versus det ydre.
Rumsky er det første, der møder beskueren i galleriet som en stor sølvfarvet, barok skyformation, der driver hen over indgangsvæggen. Med skyen leger Ortwed med skulpturens traditionelle bastante tyngde, der her synes at trodse tyngdeloven. Formmæssigt spiller Rumsky ligeledes på flere tangenter, idet Ortwed formelt trækker på Barokkens svulstige formsprog, mens Rumsky dog stadig bevarer den minimalistiske “coolness”, der også kendetegner Ortweds værker.
Bevæger man sig længere ind i gallerirummet mødes man af det spektakulære værk Kritzeleien – en krudsedulle i guldbelagt majolica. I arbejdsprocessen har Ortwed “tegnet” eller “skrevet” med leret, der senere er blevet brændt ved høje temperaturer og belagt med guld. I udstillingen strækker og bugter Kritzeleien sig over 5 meter gennem rummet. Den sarte skrift, krusedulle eller tegning i luften peger på det tilfældige, flygtige, processuelle, fluktuerende, mens guldets prægnans på den anden side giver værket betydningsmæssig tyngde og indikerer det værdiladede og bestandige.

Med sine spring i skala, med de tilbagevendende form- og materialeeksperimenter spørger Ortwed vedvarende til, hvad skulptur er, samtidig med at hun gådefuldt, perfektionistisk og afprøvende leger med rummet og beskueren.

Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie