Galleri Susanne Ottesen
Inger Marie Hahn Møller
Introduktion: Kehnet Nielsen
(DA)
Kehnet Nielsen (f. 1947) slog igennem med den legendariske Tranegårdsudstilling Kniven på Hovedet i 1982, der var opkaldt efter netop Kehnet Nielsens bidrag til udstillingen, som blev startskuddet for 1980’er-generationen af de unge vilde. De vilde 80’ere markerede maleriets genopståen i en reaktion mod minimalismen og konceptkunsten, der op igennem 1960’erne og 70’erne havde erklæret maleriet for dødt. I de tidligste værker spores der hos Kehnet Nielsen således en inspiration fra den tyske tradition af neoekspressivt maleri med fx Georg Baselitz, Jörg Immendorf og Anselm Kiefer. Men Kehnet Nielsens værk som helhed domineres langt fra af udgangspunktet i de unge vilde, der derimod nærmere eklektisk blandes op med inspirationer og indflydelser af alt fra lyrik, musik og europæisk kunsthistorie til kunstnerens personlige “idolgalleri” over great masters, som han både implicit og eksplicit låner fra, hylder og refererer til i den palimpsestagtige tilgang til mediet.
Værket fremstår som et substantielt, stofligt maleri, hvor den formelle, maleriske proces samtidig bliver en eksistentiel proces. Lag på lag i fed olie spartler Kehnet Nielsen værkerne op, men skraber og kradser på samme tid i lagene, så tidligere lag atter bliver blotlagte og titter frem gennem spartlens spor i en teknik, der minder om tiden og erindringsarbejdet. Den parallelle afdækning og overmaling skaber et pirrende spil mellem tilsynekomst og tildækning, og denne karakteristiske teknik er da også blevet sammenlignet med den arkæologiske forløb, hvor noget gennem tiden dækkes til for dernæst at blive afdækket. Et særligt karaktertræk hos Kehnet Nielsen er måske netop tilstedeværelsen af såvel erindringens uendelige rum og forskydning indadtil og på samme tid maleriets intense, fysiske, stoflige nærvær qua den fede olie og spartlens tydelige spor henover lærredet. Uendeligheden og det materielle forenes.
I Kehnet Nielsens tidligste maleri fra slutningen af 1970’erne – og altså før gennembruddet med Kniven på Hovedet – møder man et figurløst, næsten monokromt flademaleri, dog markeret af en portlignende ramme i en mørkere nuance. De indrammende kanter giver beskueren en følelse af at få et blik ind igennem en dør, man ikke kan definere hvortil fører. Langt senere har Kehnet Nielsen med et berømt citat udtalt, at man skulle kunne male den modsatte vej, hvilket netop indikerer en slags maleri, man kan gå ind i. Kehnet Nielsens værker er som rum, beskueren kan træde ind i – dog ikke på traditionel illusionistisk perspektivisk manér, men mere konkret via malingens fede overlejringer, der nærmest bliver rum i sig selv. Heri ligger også en lighed til den digtning, Kehnet Nielsen refererer til. Nemlig til digtningens betydningsmæssigt åbne rum, hvor det er det subtilt antydede og associative frem for det definitive, der dominerer digtets form og indhold. Beskueren inviteres ind i rummet og kan digte videre med sin egen horisont in mente – men samtidig er det markant Kehnet Nielsens eget rum, der langsommeligt, lag på lag er bygget op, og har inddraget hele kunstnerens liv. Kehnet Nielsen er i processen, i lagene, i billederne, og hans maleri bliver dermed et rum, der ikke bruger figurmaleriets traditionelle dybdevirkninger, men alligevel åbner sig op for beskuerens indtræden.
Med Kehnet Nielsens forrige udstilling i Galleri Susanne Ottesen, Lottenborg, 2007, bevæger kunstneren sig atter væk fra 1990’ernes figurløse, tømte billeder, der nærmest tenderer meditative landskaber med en melankolsk og nordisk tyngde, mod endnu engang at væve figuren ind i værket. Denne vekslen mellem det tætte, tunge stof og den lette, flygtige figur er netop et kendetegn ved Kehnet Nielsens værk. Men i Lottenborg bliver den personlige reference helt eksplicit, da motiverne kredser omkring de nære private rammer, hjemmet og atelieret, og da den mandlige figur, der går igen igennem serien, oven i købet er et portræt af kunstneren selv. I værket Selvportræt Nat ser vi således kunstneren i færd med at male et nyt lærred op, men samtidig overlejres de malede flader af store hvide, blotlagte felter, der ved nærmere øjekast er malet ind over motivet som en hvid udvisken. Det gamle citat, man skulle kunne male den modsatte vej, bliver her reaktualiseret, og det jomfruelige hvide varsler måske hele den nye tilgang til mediet.
Udstillingen Motives II, 2010, ligger sig i forlængelse af værkerne på Lottenborg, men her intensiveres problematikkerne omkring det malereksistentielle, og flere af værkerne er således en slags metarefleksioner over, hvad maleriet er. Udstillingen udgøres af en række atelierværker, der dels trækker på kunsthistoriens tradition for denne genre, hvor atelieret og dets genstande bliver en slags indirekte portræt af kunstnersubjektet, men samtidig lægger værkerne sig et helt andet sted, der behandler ateliergenren langt mere komplekst og flertydigt. Rummet er i høj grad medvirkende til denne virkning, idet rummet – på trods af figurativiteten – netop underviger det klassiske perspektiviske rum, som opløses og diffunderer ud. De forskellige motiviske planer glider ind og ud af hinanden i et flimrende og sitrende kaos, og det kan til tider være svært at afgøre, om motiverne er ved at opstå eller ved at opløses. Når blikket har hvilet på værkerne for en stund, modsvares den rumforvirrende tendens af de mere rolige flader, og helt konkrete og genkendelige genstande tager form og fæstner sig. Værkerne handler således også om perception og rumforståelse; om vores måde at betragte et maleri på, der i dette tilfælde er udstrakt over tid og qua de mange rumplaner og den nærmest fysiske virkning, som de tykke lag af maling og de forskellige maleteknikker genererer, også involverer kroppen. Beskuerkroppen fanges i et nærvær eller en tilstedeværelse her og nu, og den klassiske beskuelse af maleriet, der netop kun er lokaliseret i øjet og intellektet, undviges herved.
Kehnet Nielsens Motives er kommentarer til eller refleksioner over den klassiske ateliergenre. Malerierne er malerier af malerier, der skaber en pluralitet af rum: Rummet vi ser; rummet på de opstillede lærreder, der glider ud i det omgivende atelierrum; rummet vi perciperer med vores krop; rummet kunstneren befinder sig i, som forskydes videre til vores rum. Værkerne afviger således den klassiske genres bekræftelse af The Great Modern Master/det maskuline kunstnersubjekt, og bliver nærmere en helt overordnet refleksion over maleriet og rummet – et rum der er både fysisk og mentalt, reelt og metaforisk, og som også involverer beskueren i et her og nu.
Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie