I billedernes arena: Nye værker af Olav Christopher Jenssen hos Galleri Susanne Ottesen, 2022.

Olav Christopher Jenssen, Another Pale Afternoon / The Post-Rubicon Paintings

19. november 2021 – 22. januar 2022

Den der er bekendt med Olav Christopher Jenssens billedkunst ved, at han – og også i dette tilfælde bekræfter undtagelsen reglen – har en svaghed for komprimerede højformater. Det får hans malerier til i deres helhed at fremstå kompakte, nogle gange nærmest robuste – som maleriske påstande, man ikke bare lige kan skubbe til siden. Deres altid rumbeherskende stabilitet følger dermed en æstetisk logik, som allerede ved det første møde åbner sig for beskueren. De kompakte formater udgør nemlig en formmæssig modpol til de særdeles livlige verdener, som udfolder sig på lærredernes flader. Her viser der sig changerende farvebevægelser, flydende former og lineamenter, som til tider kan minde om hæklede tæppeforhæng. Deres forskellige bevægelsesenergier har brug for det kontrapunkt, som udgøres af netop de beskrevne og grundlæggende stabile billedformater. Det er i den forstand, at Jenssens malerier præsenterer sig selv som billedkunst og med en suveræn selvforståelse modsætter sig det moderne paradigme om at udviske formelle grænser. Hans princip består ikke i ekspansion, men i koncentration, og på den måde og sat lidt på spidsen ligner hans værker ”containere,” i hvilke han bringer en mangfoldighed af form- og farveoplevelser –’sensations colorantes’ ville Cézanne have sagt – frem i lyset. Og der er så sandelig guf for øjnene at hente, og intet er for Jenssen mere fremmed end konceptualismens asketiske magersyge. Hans glansnumre changerer i stedet mellem dramatiske og lyriske passager og giver sig hen til et topmål af sanselighed, også selvom det kødelige – her kan man for eksempel tænke på Lovis Corinths slibrige nøgenbilleder – ikke optræder direkte. På tilsvarende vis støder vi i udstillingen hos Galleri Susanne Ottesen på altid overdådige, nærmest ’barokke’ malerier, hvor det processuelle næsten fuldstændigt har opløst formernes haptiske og statiske sider. Her finder øjet sjældent et fast holdepunkt – det inviteres nærmere til at følge maleriets bevægelsesimpulser rundt på hele billedfladen og helt ud i den yderste afkrog.

Det gælder også for det store maleri fra 2021 (endnu uden titel), hvis rødbrune grundtone forskydes med turkise stænk og overlejres af et hvidt spind af linjer.[1] Spindet ”blæser” ind i billedet fra højre og konkretiserer sig gradvist mod venstre i abstrakte net- eller (muligvis) blomsterformationer. De viser sig så alligevel at være fuldstændigt immaterielle – flygtige som de spøgelsesagtige skikkelser i Tintorettos Bortførelsen af den hellige Markus’ lig[2] – da de i sidste ende kun udgør den øverste del af et lag-på-lag-maleri, der bygges op fra neden og op, fra mørket mod lyset, og som gradvist optager hele maleriets flade. I sit hele fremtræder maleriet som et uregelmæssigt, visuelt nærmest uigennemtrængeligt væv af farver, som Jenssen – der i sit kunstneriske virke aldrig følger en på forhånd fastlagt plan – anlægger i en proces af aktion og reaktion. Sigtet kunne være at opnå et maksimum af skabende rigdom, hvilket for beskueren resulterer i en behageligt-ubehagelig bivirkning af den latente overbebyrdelse. I forsøget på at systematisere billedets særdeles forskellige fremtoninger støder både øje og forstand således hurtigt mod en grænse – let er det i hvert fald ikke at få greb om maleriet.

Og det er en god ting! Vi bevæger os nemlig i en verden af fænomener, hvor intet indeholder en endegyldig betydning. Selv det mindste øjekast mod venstre eller mod højre, opad eller nedad, lader os opdage noget nyt, og til tider minder Jenssens billedkunst om at kaste blikket ind i et kalejdoskop: hver bevægelse fremkalder nye konstellationer. Således virker det i hans malerier til, at alt er indfanget i støbeskeen, i dets vorden – hvad der dog på ingen måde udelukker kunstneriske konstanter. Til disse hører, som omtalt i starten, de kompakte billedformater og samtidig også arbejdet i serier af værker. Jenssen er ikke en postmoderne trapezkunstner som svinger sig fra en billedidé til en anden, men en gennemført systematisk arbejder, der over lange tidsspand og i rigt varierende serier af malerier efterprøver formmæssige problemstillinger, farve- og formkonstellationer.

Til de allernyeste serier hører nu også brætlignende bredformater, som man hidtil ikke har kunnet støde på i værket. De besidder en udstråling og en atmosfærisk tæthed der ville kunne ses som en sen efterklang af det impressionistiske maleri, hvis det ellers ikke var for penselstrøgenes voldsomhed, som fordriver alt sart og behageligt fra billedet. For eksempel fremviser et blåviolet maleri, punktvist kompletteret med toner af olivengrøn, en lidt skjult struktur af både vertikale og horisontale penselstrøg – et vinduesmotiv? –  der annulleres af en staccato af horisontale penselstrøg.[3] Denne er koncentreret om midten af billedet, der som centrum både overstreges og udviskes og får malerisk fylde. Hyldesten til den vitale malergestus slår om i et angreb på billedet selv, og afgudsdyrkelse forbindes til ikonoklasme, uden at det bliver klart, hvad der i sidste ende får overtaget. Tilblivelse, overlejring, udviskning og ødelæggelse kommer for Jenssen ofte ud på ét og frembringer i dette vekselspil en formmæssig kompleksitet, hvis lige ikke er at finde i samtidens maleri. Lider ikke også dét under en hærgende tilbagegang i dets artsdiversitet? Derfor er det så meget desto skønnere – og mere beroligende – at møde et værk som Olav Christopher Jenssens, som i hver eneste kvadratcentimeter lærred sætter hele den maleriske rigdoms fylde i scene.

[1] Olav Christopher Jenssen: Uden titel. Olie på lærred. 195 x 185 cm. Privateje

[2] Jacopo Tintoretto, Bortførelsen af den hellige Markus’ lig, 1562-1566. Olie på lærred, 398 x 315 cm, Galleria dell’Accademia, Venedig

[3] Olav Christopher Jenssen: Uden titel. Olie på lærred. 51 x 86 cm. Privateje