High, Low & in Between, 2010.

Andreas Eriksson, High, Low & in Between

15. oktober – 04. december 2010

Den svenske kunstner Andreas Eriksson (f. 1975) arbejder konceptuelt på tværs af flere medier, der spænder over maleri, fotografi, skulptur og installation. Erikssons værker fremstår tyste, poetiske og underspillede, men de stemninger og tematikker, de afføder, besidder en prægnans, der bliver siddende i beskueren. Hans værker kredser ofte om dualiteter som inde og ude, lethed og tyngde, illusion og realitet. Kunstneren har siden 2000 været bosat i Kinnekulle i Sverige, hvor han lever i et hus omgivet af skov. Små hændelser og fænomener i det daglige liv og i den natur, der omgiver ham, bliver afsættet for værkerne og for en række metarefleksioner omkring værket og dets formelle, metaforiske, konceptuelle og perceptuelle karakteristika.

High, Low & in Between er Erikssons første soloudstilling i galleriet. Via umiddelbart simple greb – malerier af vinduer, bronzeafstøbninger af fugle og muldvarpeskud – skyder kunstneren det helt basale spørgsmål Hvad betyder det? ud i beskueren, og genererer følgelig en række mere komplekse og involverende overvejelser. Vi føler os usikre overfor motiverne i al deres umiddelbarhed og pudsighed, og vi må etablere et nyt betragtermodus, hvori vi kan percipere og forstå værkerne – eller måske nærmere genfinde dette betragtermodus, idet Erikssons værker kræver en perception og en sensibilitet, der er blevet skubbet i baggrunden qua vores hurtige og overfladiske måde at se på verden. Vi tvinges i dette møde til at genetablere en langsommelig, introvert og forfinet betragtning og sansning.

Erikssons værker kan samlet kaldes en slags landskabsbilleder, og værkerne lægger sig som sådan i den romantiske nordiske tradition, men er alligevel langt fra det klassiske landskabsmaleri. De er således ikke storslåede panoramaer, men nærmere “skæve” udsnit, små umiddelbart tilfældige eller ubetydelige fragmenter, der tvinger os til at fundere og netop se igen. Vi får pludselig øje på barken, på en brækket kvist, en skæv træstamme, en forgrening eller en plamage af mos midt i sneen. Små undseelige detaljer, der ellers ville forsvinde i det store perspektiv. Erikssons fotografier, der ofte udstilles sidestillet med malerierne, er en slags registreringer af disse detaljer eller fænomener, der næsten systematisk er blevet affotograferet – fx dynger af sne, rækker af parallelle grene eller træstammer, store græstuer eller sten, der stikker op igennem et snelandskabs ubrudte hvide flade. I tillæg til disse registreringer af fænomenerne indeholder Erikssons værk en række formelle udforskninger, som overordnet kredser omkring farven og materien. Farven som materie og materien som farve, som Eriksson selv udtrykker det. I værkerne bliver der tale om en slags ”realisme”, men ikke en klassisk kunsthistorisk realisme, der bygger på visuel lighed eller optisk illusion, nærmere er der tale om en undersøgelse af, hvordan vi perciperende fornemmer maleriet via farven og materialiteten. Fx søges en træstammes bark og ru overflade eller blikket gennem et vinduesglas med glassets bittesmå forskydninger, udtoninger og refleksioner gengivet. Eriksson zoomer således helt ind i en slags mikroobservation af de detaljer, der er med til at determinere vores blik på verden, men som vi almindeligvis overser.

Til High, Low & in Between har Eriksson skabt en række “vinduesmalerier”, der dels fokuserer på forholdet mellem ude og inde og dels netop malerisk behandler vinduesglasset som materiale med dets let udtonende, afrundende og bløde perspektiv på verden udenfor. Vinduesmalerierne er udstillet i galleriets forreste rum, hvor Erikssons små, sprossede vinduer spiller op imod galleriets store vinduespartier. Kunsthistoriens klassiske vinduesmetaforik, hvor vinduet og maleriet i sig selv sidestilles og bliver en metafor på både et rum, man kan træde ind i og et blik på verden udenfor, ligger som et latent lag i disse værker. I galleriets midterste og inderste rum vises en række mindre bronzeskulpturer fra serierne Content is a Glimpse og Sorkhögar, der henholdsvis er afstøbninger af fugle, der er fløjet mod kunstnerens ateliervinduer og afstøbninger af muldvarpeskud, der nu skyder sig op igennem gallerirummets gulve. De døde fugle lægger sig i forlængelse af vinduesmetaforikken, hvor de bliver et emblem på den klassiske dualitet mellem inde og ude og vinduets/maleriets illusion. De peger endvidere sammen med muldvarpeskuddene på kunstnerens sensibilitet overfor alt det, vi ikke ser, og tvinger os dermed til at genetablere vores sensibilitet og vores langsommelige beskuelse af verden og fænomenerne.

Andreas Eriksson modtog i 2007 Baloise Art Prize for hans bidrag til Art Statements i Basel. Han har udstillet på en række internationale museer, blandt andet på Museum Moderner Kunst Stiftung Ludwig i Wien i 2008, Momentum i Moss i 2009, samt Moderna Museet i Stockholm i 2010.

Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie