Hiding in Plain Sight, 2022.

Kehnet Nielsen: Hiding in Plain Sight

7 oktober – 19 november 2022

På trappen ved siden af hans atelier er rækker af bøger stablet op langs venstre side af hvert trin. Som et hierarki af tanker og referencer, han er trådt videre fra, drejer bøgerne om hjørnet op mod sidste trin og forsvinder af syne. Hvem ved hvilken bog, der ligger allerøverst i stablen. Eller for den sags skyld om bøgernes placering, deres tilsyneladende orden, i sig selv har nogen mening eller om arrangeringen af dem slet og ret er et udtryk for forskellige bøgers egnethed på givne tidspunkter.

Citatet lyder ”the sound of running water heard through the chinks in a stone dike”. Det er skrevet tilsyneladende lidt skødesløst i bunden af maleriet med stencilerede blokbogstaver. Det er taget fra den skotske, konkrete digter og billedhugger Ian Hamilton Finlay. Finlay brugte adskillige år på at formgive og raffinere sin konceptuelle skulpturpark i ’Little Sparta’, et område i hedelandskabet syd for Edinburgh, hvor han boede og arbejdede. I sine sene år forlod han stort set aldrig sin grund. Jeg overvejer om dette, om gravitationen mod et bestemt sted i virkeligheden bliver en slags tilstand kunstneren befinder sig i. En måde at holde selvets sårbarhed op på den opgave, man står foran, en måde at arbejde på. For maleren er det måske et dagligt behov for at fornemme, hvor tæt man er på muligheden for et maleri og at fastholde den skrøbelige tråd, der binder ham til denne handling og alt hvad den indebærer – uanset hvor skrøbelig tråden er.

At male er først og fremmest et spørgsmål om temperament. Det vi oplever, når vi første gang står foran et maleri er følelserne hos den kunstner, der malede det. Ikke hvad han eller hun så, men snarere, hvordan de følte sig vej ind i verden gennem maleprocessen, ved at give form til afstanden mellem det at leve og selve det at male. For maleren svinder denne afstand ind med tiden; igennem et liv kanter den sig langsomt frem mod det, der kun opfattes som potentialet til det sublime. Det der afbildes på maleriets overflade, vi kan kalde det indhold, narrativ eller noget i den stil, er for maleren bare en markør i forløbet af livserfaringer. Dette indholds funktion er en slags rør tilbage til maleriet, til maleriets fysiske tilstedeværelse som en manifestation af følte erfaringer, ikke den anden vej rundt. I den forstand er mening indlejret i selve maleriet.

Så her er han, monsieur Courbet, han marcherer tværs over maleriet på sin vej til Montpellier, hvor han skal møde – nærmest som var det et tilfælde – sin mæcen Alfred Bruyas og dennes tjener og hund. En overgjort reference til et af Gustave Courbets måske allermest elskede malerier Bonjour Monsieur Courbet. Men her er Courbet alene, svævende i noget der på alle måder ligner et abstrakt maleri. Og hvad med hesten i højre side af maleriet? Denne gang er det en reference til Poussins hvide stridshest, der nærmest vantro står og betragter Erminia, mens hun klipper sit hår af for at binde det om den faldne Tancreds sår, efter han har besejret kæmpen Argantes. Kehnet Nielsens landsmand Troels Wörsel malede også en hest i flere af sine værker, ligesom den amerikanske kunstner Susan Rothenborg, der bredte hesten ud over hele maleriets overflade som et emblem på et flag. Hvis man går tilbage til det 18. århundrede placerede den engelske maler George Stubbs ganske dristigt væddeløbshesten Whistlejacket (som tilhørte Rockinghams markis) på en monokrom, lysebrun baggrund som for at sige – selv dengang – at det vi kiggede på var et maleri, ikke et billede. Så meget af maleriets rækkevidde de seneste 200 år har beroet på driften mod at tage ’billedet’ ud af maleriet. At frigøre maleriet fra overgjort billedlig betydning og at placere billedet på niveau med ethvert andet værktøj i malerens værktøjskasse.

Malerier er tavse. De er fremstillet af basale materialer, flydende maling påført en overflade, en overflade, der kun er midlertidig. Hvis man tænker over det, er der intet der mindre kunne ligne en skål æbler end klatter af maling på et lærred. Hvilket betyder, at når noget findes i et maleri, findes det ikke på overfladen, men under huden. Malerens udfordring er ikke at bekendtgøre nogen udtalt betydning, det er fjernsyn meget bedre til at gøre, men derimod at begrave betydningen dybt i maleriet. Et godt maleri frigiver hvilken som helst mening det måtte indeholde langsomt og tilbageholdende, først og fremmest med ønsket om at være, hvad det er: et maleri. Et maleri, som gemmer sig lige for øjnene af os.