half mask half space (the art of self-defence), 2016.

Martin Erik Andersen, half mask half space (the art of self-defence)
29. april – 28. maj 2016

Forholdet mellem flade og rum som grundvilkår for det at se er et centralt tema i Martin Erik Andersens nye 2d værker, og måske også i hans arbejde i det hele taget. Værkerne peger nuanceret på den fysikalitet, man står overfor, og samtidigt peger de ud i motivisk andethedhed. De henviser både til noget billedligt og til det marginalt afgrænsende i selve fladen. Papirets kant har f.eks. altid samme status som en blyantstreg.

Værkernes motiver har henover flere årtier især bestået af cirkulation og re-cirkulation af egne værker, skitser, modeller og procesfotos. Men det cirkulerende stof opleves interessant nok ikke som særlig lukket eller introvert. For billederne er altid transformeret gennem en række forskellige medier (fra collage til broderinger) og repræsentationsteknikker (f.eks tegning, foto og digital forarbejdning), som forvandler det motiviske, får det til at fremtræde som andethed, altid halvvejs udenfor kategorier og sprog. Motiverne er med andre ord spændt op imod en modstand i de medier, de reproduceres på: Perlemorsfolier, strik, tæpper og usselt papir er ikke bare baggrund, men en selvstændig kunstnerisk diskurs, der etablerer og destabiliserer mikro-territorier. Og det, som værkerne fastholder, er blandt andet denne sprængning af referencerammen, hvor blikkets kategorier falder fra hinanden eller får mulighed for at organisere sig på en anden måde.

Hvis man ikke kender værket så godt, sker transformationen af det motiviske måske allerede i valget af et privatfoto i modsætning til et offentligt billede. Det sker under alle omstændigheder i det øjeblik, hvor motivet fx fordobles, vendes på hovedet, printes på en anden papirtype, overskrives med tekst (som i sig selv ofte kan være spejlvendt eller på hovedet), overmales med bladsølv osv. Udvidelsen af motivets rum skyldes derudover værkernes titler, som har referencer til et altomfattende og eklektisk kulturelt rum af religion, mytologi, litteratur, film, musik osv. Møderne mellem værk og sprog er især sat på spidsen i de arbejder, hvor tekst direkte indgår ved siden af andre værkelementer. Det personlige er ikke længere personligt, stoffet er selvstændiggjort, og samtidig camoufleret, beskyttet mod eksponering. Det er på en gang maskeret og lagt frem i konfronterende flader, som et reflekterende og blafrende tomt spejl, der stille fylder sig selv med andethed.

Personen og det lokale sted opløses i værkerne som faste størrelser til fordel for svimmelhed, selvspejling og blindhed. Og ideen om selv-identitet forvandles til en kontinuerlig kæde af forvandlinger; i en række værker fx som forklædningsfigurer for kunstneren selv: Golem – Alef – Percht. Maskens andethed kan måske ses som modstand mod tingenes forsvinding i ensartethed. Anskuet som helhed er værkerne et forsvar for hypersensibilitet; ikke som flugt, men som vågent modsvar til vores almene kultur. Alle de formelle og materielle oversættelser, sprængninger eller maskeringer, der finder sted i værkerne, bliver en måde at fastholde det, som ikke er identisk; et håb om, at noget andet kan findes og deles.