Emil Westman Hertz

Feber, 2011.

(Exhibition text – DA)

Emil Westman Hertz, Feber
25. februar – 2. april 2011

 

Emil Westman Hertz’ udstilling Feber inviterer os med på en ekspedition af både etnografisk, antropologisk og kunsthistorisk karakter, der bringer os ind i et univers af knopskydende referencer, muterende cellelignende struk-turer, uigennemskuelige mytologiske forgreninger, (pseudo)naturvidenskabelige eksperimenter, morfologiske og anatomiske studier, og personligt forankrede fragmenter og fortællinger. Feber spreder sig som en epidemi ud over hele galleriet med installatoriske indgreb, ophobninger, kaos og mere sceniske indikationer af primitive ”bo-steder”, hjemlige settings og rumlige strukturer.

 

Emil Westman Hertz (f. 1978) tog afgang fra Kunstakademiet i foråret 2008. Han arbejder med en tværmedial og integrerende tilgang, der dækker over skulptur, installation, collage og tegning og med et væld af divergerende materialer som voks, træ, bronze, ler, ben og andre objet trouvé agtige genstande fundet i naturen og på rejser. Hans tilgang er ofte vores vestlige fascination af det “fremmede”, “eksotiske” og “andet”, der som en slags drengedrøm om opdagelsesrejsen fortsat lever videre i vores postkoloniale, informationsmættede og kartografisk fuldstændigt blotlagte samtid. Hertz berører dermed de postkoloniale problematikker om det vestlige blik på “den anden”, der altid vil være af dominerende og romanticerende art, men frem for at hylde det eksotiske og oprindelige bliver Hertz’ projekt nærmere at pege på alternative fortællinger, værdisæt og æstetiske koder, der afviger fra den dominerende fiktion om “den anden” og samtidig kritisk-produktivt kan åbne vores øjne op for vores vanebetingede og endimensionelle blik på verden. Blandt andet har Hertz arbejdet med vitrinen som kunstnerisk udsagn, der både peger kritisk indad på kunsthistorien selv og samtidig igangsætter refleksioner omkring vores forhold til og eksponering af netop “den anden”. Vitrinen refererer til 1700-tallets museale klassifikationsforsøg og det natur-historiske museum såvel som til periodens fyrstelige raritetskabinetter. Ved at appropriere den museale vitrine og udstille objekter, der hidrører et sært in-between – hverken “rigtige” kultobjekter eller museumsgenstande – para-fraserer Hertz de museale klassifikationssystemer og dermed historieskrivning og systemtænkning generelt – og åbner således feltet op for en både idiosynkratisk og pluraliseret verdensforståelse, der i høj grad også afhænger af det enkelte beskuersubjekt.

 

Som et associativt net er sære objekter, kultiske artefakter, naturfænomener, konkrete møblementer og “beboelser”(eller spor heraf) spredt ud over udstillingens tre rum, samtidig med at referencer til den vestlige institutionalisering af netop sådanne antropologiske og naturvidenskabelige forskningsobjekter og samlinger er gennemgående. I galleriets forreste rum indikeres således en slags hjemlig setting eller salonstemning, hvor den vestlige be-skuer kan læne sig tilbage og helt appropriere de fremmede kulturers fascinerende og dragende mystik. Samtidig markerer en omvendt trærod med sit forvitrede netværk af rødder og kviste kunstnerens fundamentale fascination af (naturens) materialer og former. Rodnettet peger i sin rhizomatiske forgrening videre mod de tematikker, der udfoldes i udstillingens næste rum, hvor et kombineret syge- og dødsleje fastslår det overordnede tema med en fortættet stemning af memento mori og febersyg vildelse. Scenen fortæller om den kombinerede vestlige fascination og angst overfor det fremmede, hvor hvid og sort magi flettes sammen, hvor sygdommen og det ukontrollerbare dominerer, og hvor verdensbilledet i febervildelsen kan antage groteske, hallucinatoriske, dragende og ob-skøne skikkelser. I installationen benyttes bl.a. voks som materiale, og voksens oprindelige tilknytning til dødekulten er uomgængelig. Samtidig er bivoks historisk set også symbolsk nært knyttet til liv, idet bikuben metaforisk markerer det sted, hvor livet fornyer sig. Etymologisk ser man således i flere kulturers sprog, at ét og samme ord betegner bistade og sarkofag – en dobbeltbetydning hele Hertz’ udstilling spinder videre på. I udstillingens inderste rum forstærkes virvaret og mylderet af referencer i en række mærkelige og suggestive ophobninger, vitriner og papirarbejder. Hertz’ figurer i bronze, træ, ler og voks minder om fremmedartede kultobjekter, der både fascinerer og virker let uhyggelige i deres eksotiske andethed. Disse pseudo-kultiske genstande går igen i udstillingens papirarbejder, der repeterer formerne og skaber en mærkværdig og kompleks redundans. Tegningerne er med deres ultrafine streger og minutiøse detaljer et kompakt væv af forskudte planer, myldrende figurationer og surrealistiske objekter, hvor beskuerens blik og fantasi fortaber sig. Abstraktionen over formerne og den helt grundlæggende æstetiske og taktile optagethed af materien sætter således Hertz’ værker ud over blot at være et vestligt blik på “det andet”, idet abstraktionerne åbner op for associationer i beskueren, der nu selv kan gå på jagt i de palimpsestagtige strukturer og danne sine egne fortællinger. Trærodens infiltrerede rodnet, tegningernes vildtvoksende universer og voksens historiske, symbolske og foranderlige egenskaber illustrerer hver for sig og tilsammen subtilt feberens potentielle mutation og peger samtidig på det umulige i den vestlige videnskabs forsøg på at klassificere det, der ikke kan kontrolleres.

 

Feber er Emil Westman Hertz’ første soloudstilling i galleriet. Han har tidligere deltaget i gruppeudstillingen Cut & Paste i galleriet i 2009. Sideløbende med Feber er Hertz aktuel på udstillingen WAX. Sensations in Contemporary Sculpture, der vises på Kunstforeningen Gl. Strand og senere på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg. Som supplement til Feber har Hertz skabt en avis med tryk af tegninger, fragmenter og fotos, der om muligt kan sprede feberen endnu længere ud over gallerirummets rammer.