Per Kirkeby. Isolation of the Parts, 2023.

Per Kirkeby

Isolation of the Parts, 2023

But the fantasy makes it ours, a kind of fence-sitting

Raised to the level of an esthetic ideal

-John Ashbery

Det europæiske maleris historie har lært at os, at det er en statisk aktivitet at betragte naturen. Noget et individ praktiserer fra et fikseret punkt i landskabet, i flere timer, hvis ikke dage, mens man omhyggeligt absorberer det, der ligger foran en. Malerier af Caspar David Friedrich eller Peder Balkes – begge vigtige inspirationskilder for Per Kirkeby  – kan tjene som eksempler.  Det fikserede billede på lærredet, selv hvis malet en plein air, er dog kun en lille del af værkets tilblivelsesproces.  For at nå frem til sin lokation, måtte kunstneren foretage lange rejser ud i landskabet, særligt hvis de boede inde i byerne, hvor der ikke var adgang til den slags landskaber, i hvert fald ikke i den grad, som malerierne giver os indtryk af.

Per Kirkebys mangefacetterede ouevre præsenterer os for en noget anden tilgang. Hans rejsenotesbøger, hans mange fotografier og undertiden også film fra hans ekspeditioner, eller de lange serier af tryk, som han hele sit liv producerede, for bare at nævne et par eksempler, bærer alle vidne om, at sådanne tanker altid eksisterede, når han tog på ekspedition. En type rejse, som kan være lige så gribende, som den til tider kan være opslidende, og som i sidste ende betyder kroppe i transit og transition. Det er aldrig passivt at rejse, selv ikke hvis man sidder stille i et transportmiddel. De tilstande, vores kroppe befinder sig i, og som former vores erfaringer inkluderer bl.a. komfort og ubehag, dét, vi med vores sanser kan, eller ikke kan, begribe.

At dømme ud fra hans kunstværker og tekster – som er bestanddele af en kompleks samlet produktion – virker Kirkebys naturbegreb til at fokusere på det partikulære. Et træ, en sten eller en gletsjer kan være i fokus i hans afbildning, men ingen af dem er statiske. Vi kan altid se spor af deres bevægelser, eller måske kunstnerens bevægelser rundt om dem. Hans grundige refleksion over hvad det vil sige at iagttage geologiske formationer, eller en plantes systemer, giver genlyd i hans tilgang til skulpturer, uanset hvilket materiale han arbejder i.

Murstensskulpturerne er særlige, ikke bare i Kirkebys oeuvre, men også for en række kunstneriske praksisser i anden halvdel af det tyvende århundrede. Det er nogle utroligt ambivalente skulpturer. De etablerer en dialog mellem bygninger lavet af samme materialer, som er talrige i byer i Nordvesteuropa – og som også findes på andre breddegrader, om end mindre hyppigt – men de er ubeboelige. De kan kun iagttages, og i nogle tilfælde anvendes, midlertidigt. Man kunne måske sige, at de lignede ruiner, eller halvfærdige og forladte bygninger, men de er ikke fragmenter; de er selvstændige kompositioner, hvor hver detalje, ornament eller asymmetri er omhyggeligt planlagt og udført. Denne flertydighed kan kun værdsættes ved at færdes rundt om dem; eller gå ind i dem, hvis det er muligt; ved at lægge mærke til, at den ene side, eller det ene hjørne, ikke er som forventet. Og nogle gange er det lige netop i linjernes regelrethed, at man finder deres lykketræf.

Nogle offentlige pladser ser enkle ud, uden megen ornamentering i deres arkitektur. Nogle gange er der blot en betontavle, der skiller sig ud fra sine omgivelser, eller måske er et område hævet en anelse op på en måde, der får det til at træde frem som singulært. Princippet bag disse offentlige pladser er, at de er tilgængelige for alle, og deres særskilthed fra resten af byen gør det muligt at forholde sig til det urbane landskab på en ny måde. De forandrer endda den måde mennesker, som opholder sig der, forholder sig til hinanden, selvom vi ofte ikke er fuldt ud bevidste om deres påvirkning. Kirkeby designede mange offentlige skulpturer, der leger med disse ideer. Selvom hans værker ved første øjekast er uden megen ornamentik, er de ved nærmere eftersyn rige på abstraktion. Der er noget mildt foruroligende over dem, som om de er lidt ved siden af sig selv. De lever aldrig helt op til, hvad man forventer sig af urbant design eller arkitektur, og det skyldes, det siger sig selv, at de faktisk ikke er nogen af delene. Desuden har de det med at gøre en bevidst om, hvordan man interagerer med et rum, og hvordan ens krop opfører sig, når man f.eks. går rundt om dem. Det tvinger dig i sidste ende til at vende dig om for at se, hvilken form dette foruroligende element har. Eller det tvinger dig til at overveje hvordan det kan være, at denne komposition af mursten udløser så usædvanlig en reaktion hos dem, som befinder sig i nærheden af den, og hvilke sansereaktioner skulpturen afføder i en beskuer.

Kirkeby producerede disse udendørsskulpturer efter han havde lavet murstensværker tiltænkt gallerier. Men i dag oplever man dem muligvis, måske endda sandsynligvis, i den omvendte rækkefølge. Måske er man stødt på et af hans offentlige værker i eller omkring København, måske endda uden at opfange det, for derefter at træde ind på et galleri, hvor en mindre mængde mursten nærmest blokerer for indgangen. Den er placeret der for at ændre den måde man navigerer i et udstillingsrum på. Ikke alene skaber placeringen af dette værk en sti, en koreografi om man vil, som man følger i sin færd gennem galleriet; skulpturens form og dimensioner er også slående. Hvordan kan det være, at en så lav struktur kan have så stor en påvirkning på sine omgivelser? Er mursten ikke noget, vi er vant til at være omgivet af? Men der er mere: den her skulptur er utrolig regelret. Der er ikke nogen udsmykning, ingen variation i dens mønster, intet der bryder dens visuelle rytme. Den bør fremstå fuldstændig almindelig og enkel, så velkendt, som noget vi har set mange andre steder. Men det er selve lovmæssigheden i arrangeringen af disse mursten der bliver gådefuld, tyst og diskret. Ikke desto mindre virker det som om, skulpturen gerne vil sige noget. På en måde er den nærmest mystisk, ligesom de mønstre der var så nærværende i abstrakte malerier i det tyvende århundrede.

Når man bevæger sig rundt om en skulptur som denne, kan man ikke lade være med at tænke på, om det mon er sådan Per Kirkeby bevægede sig rundt om klippe- eller bjergformationer. En så omhyggelig og langsom øvelse i at se, finder man både i hans tilgang til arkitektur og naturlige landskaber. Og når man på den måde undersøger et terræn, er to objekter aldrig identiske. Det kan virke som om en konstant gentagelse finder sted, men lighed indebærer også variation. Hvis der er to træer, eller to søjler som er designet til at se ens ud, vil deres nøjagtige placering i rummet ændre den måde, man forholder sig til dem på, den måde man tilnærmer sig dem på. I andre tilfælde vender man sig rundt og opdager, at objektet viser en helt ny form, man ikke forventede at se. En stor sten, eller en mur, skjuler måske noget helt andet. Alligevel begynder man at finde en rytme mellem lighed og forskel, en rute som måske er blevet designet med en i tankerne, men som også forandrer sig i takt med ens opdagelser. Hvilke overraskelser – hvilke skrøbeligheder – ligger mon lige om hjørnet?

Oversat af Andreas Eckhardt-Læssøe