På vej, 2023.

Her er der noget, der begynder. Strækker de tunge arme og ben, gnider søvnen ud af øjnene. Misser mod lyset. Og bliver så lige der: I gang med at begynde til evig tid.

Marie Søndergaard Lolks værker handler om tilblivelser. Hendes kunst ser ikke ufærdig ud, den står snarere og dirrer under åget af alle de mulige veje, det kunne gå. Det kan være stykker af silkepapir, der er blevet overhældt med lim, som får mig til at tænke: Er det virkelig et landskab med bølgende bakker og strålende sol, jeg aner konturerne af? Hvornår træder motivet tydeligt frem, hvornår har det tænkt sig endeligt at blive til? Det er ikke en stillen skarpt, det er nærmest det modsatte: Kunstneren afsøger præcis hvor grænserne går mellem væren og ikke-væren, hendes værker er halvt ude af æggeskallen, men stadig bag en hinde. Mit blik, der så gerne vil låse alting fast i betydning, må forblive sløret.

Det er lag, det handler om. Hvor langt man kan bygge noget op, før det sætter sig fast – og hvor mange lag man kan skrælle af igen, før ingenting er tilbage. Der er skumpap, spånplader, akrylmaling, malertape og rebstumper i Marie Søndergaard Lolks værker. Alt det, du har lyst til at smide væk, alt det, som ryger i papirkurve og containere og kompressere i millionvis verden over. Noget værre skrammel – men også bindeled og hængsler, stof, der holder verden sammen. I kunstnerens hænder får de materialer, der oftest spiller birollerne, lov til at forvandle sig. Malertape kan ligne blødt stof, spånplader bølgende kraterrøg, tuschstreger skyformationer på himlen. Hvis du er heldig, kan du ane fragmenter af bogstaver tværet ud på et whiteboard. Eller vrøvlede noter skrevet med usikker hånd. Men vid, at du altid er lidt for langt væk til helt at kunne afkode, hvad der egentlig står. Materialet holder dig ude, men siger samtidig: Alt dette flimmer kan blive tusind ting.

Marie Søndergaard Lolk undersøger, hvordan billeder bliver til: Hvordan det menneskelige øje er tilbøjeligt til at lede efter former, figurer og motiver. Selv når hun frembringer det, andre ville kalde abstraktion eller minimalisme, er reduktionen til rent udtryk eller ren form eller aldrig det eneste mål. Det er ikke renheden, hendes værker er spor interesserede i. I stedet står hendes billeder og bævrer på kanten mellem synlig og usynlige, som den franske fænomenologiske filosof Maurice Merleau-Ponty ville sige det. Han mente, at alle de genstande, vi opfatter som adskilte i, egentlig eksisterer i det samme væv, før de kommer til vores sanser. Han kaldte dette sansevæv for kødet, la chair du monde – og mente, at særlige kunstværker kunne få os til at se netop det øjeblik, hvor formen træder ud af massen.

Kød lugter af jern, det klistrer mellem fingrene – og Merleau-Ponty skrev så smukt, at man ikke helt opdager, at der er noget skrækindjagende ved hans begreb. Men netop det har Marie Søndergaard Lolk blik for. Hendes fremtrædelser er ikke underskønne øjeblikke, de rummer i stedet potentialet for vold. Værkerne er som skyer, der driver forbi, blot er de fanget på deres himmelflugt. Eller solstråler, der med vold og magt er blevet låst fast i deres kvadrater på stuegulvet. Former, der træder ud af kødet, kan også træde tilbage igen – og slå om i intethed: Lige som man tror, at man har set et mønster frem ud af en frise eller et ark papir, fortoner det sig igen. Man bliver i tvivl om, hvad det egentlig var, man så.

Hun leger med det sakrale og profane: Der bor en drillepind i værkerne, en trickster, som man kender fra eventyrerne eller middelalderens hof. Hos Marie Søndergaard Lolk forklæder værkerne sig: Man kan finde billigt træ, der er bemalet, så det ligner kostbare planker. Hun printer blueprints til sindrige maskiner – eller er det bare IKEA-manualer? – som måske, måske ikke kan realiseres i virkeligheden. Eller hun opstiller dioramaer, som man kender det fra naturhistoriske museer, tredimensionelle scener, der foregiver at gengive, hvordan noget virkelig er og var. Men man bliver aldrig lukket helt ind, tingene er ikke helt, hvad de ligner, når man kommer tæt på. Tro ikke på alt, hvad du ser, hvisker værkerne til dig.

Hvad skulle vi gøre uden drillepindene, uden alverdens Loke-figurer, hvor forudsigeligt ville alting ikke være? Hos Marie Søndergaard Lolk er der ikke bare en længsel efter at afbilde; at indfange synets og sansningens processer og indkapsle dem i hvad end hun måtte have for hånden af tusch og pap. Nej, lige så meget som hun hylder alle de smid væk-bare materialer, lige så meget lader hun værkerne snyde os. Drive gæk.

For værkerne minder om byggesten, om kruseduller, skitser og amøber, som alt andet må støbes fra. Men bare fordi man har et alfabet, får man jo ikke automatisk ord. Eller mening eller historier, for den sags skyld. Hos Marie Søndergaard Lolk lurer galskaben altid lige om hjørnet. Det er en del af charmen: Måske er det hele bare noget værre vrøvl?