Galleri Susanne Ottesen
Alice Godwin
The Body and Blood and Bubbly Rebellion, 2023.
(Exhibition text - DA)
Jiri Georg Dokoupil: broken concepts and false memories
21 April – 27 May 2023
Opsvulmede former driver gennem et skjoldet landskab af røde, blå, solsikkegule og grønne farver. Måske har vi forvildet os ud over tidens grænser, udi universets ukendte afkroge, eller måske ned i havets dybder. Det synes er ikke væsentligt at vide, at maleriet er blevet til ved omhyggeligt at placere bobler på et lærred og lade dem sprænge, så de efterlader sig disse organiske aftegninger af nogle ur-agtige væsener. Palettens intensitet er næsten spirituel, den fremkalder sanseminder om mosaikglas i sommerlys, eller troens glødende inderlighed. Måske fik vi et glimt af et eller andet ornamenteret loft i en barok kirke og en afbildning af det himmelske. Er det Skærsildens flammer eller Paradisets farvestrålende vidder?
Jiri Georg Dokoupil hader religiøs kunst. Den tjekkisk-tyske kunstner mener, kunsten bør være fri. Han er resolut kontrært indstillet overfor al mening – mening er et grinagtig koncept for Dokoupil og hans generation af Junge Wilde-kunstnere i 1980’ernes Tyskland, som engang udfordrede hinanden til at skabe verdens værste malerier. Dokoupils værker taler meget mere til hjertet og kroppen, til sanserne og intuitionen, end til kunsthistoriens kanon og religion. De er tættere på Zenbuddhismens lære; hvert maleri har tilsyneladende sin egen selvindeholdte energi, sit eget liv, som lyser hinsides behovet for ord og fortolkning.
Før i tiden var religiøs kunst et værktøj til at inspirere og kommunikere med dem, som ikke kunne læse og skrive. For teenageren Dokoupil blev det også et kommunikationsværktøj, da han i 1968 sammen med sin familie kom til Vesttyskland fra den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet, det var lige i kølvandet på Foråret i Prag, og nu stod han overfor at skulle lære et nyt sprog. På kostskolen gik Dokoupil i kirke hver dag og accepterede tilsyneladende Katolicismens hang til pomp og pragt, selvom han aldrig deltog fuldt og helt i deres ceremonier. Det virkede til at den ene doktrin var skiftet ud med den anden – socialismen med religionens glød.
Dokoupil lavede sit første Soap Bubble Painting i de tidlige 1990’ere ved med et metalrør at blæse bobler tværs gennem lokalet i sit atelier, lidt som modvillige sommerfugle, der ikke ville lade sig indfange af det lærred, en assistent holdt op i luften. I løbet af de sidste tredive år er Dokoupil blevet lidt af en ekspert i sæbeboblemalerier. Han har udviklet sit helt eget sprog, som består af det perfektionerede blandingsforhold mellem sæbe og pigment, og de helt rigtige, slebne gesso overflader. Dokoupil forklarer, at han altid har stræbt efter at mestre en teknik med mest mulig visuel gennemslagskraft og mindst muligt historisk fortilfælde. Trangen til at patentere har han fra sin far, som var opfinder, og hvis livsmission det var at lave noget, som var universelt nødvendigt og kun kostede en euro.
Som følge af utallige eksperimenter, som må have krævet umådelig tålmodighed (og tro), er resultatet blevet mirakuløst. Hvis man ikke ved, hvordan de er blevet til, er det svært at forstå, hvordan bobler kan smelte fuldstændig sammen med et lærred, som ved guddommelig indgriben. Når Dokoupil konstruere det, han kalder en ”matematisk formel” eller en ”prototype”, som styrer en værkserie, minder det om bønnens rituelle praksis eller om at dele brød og vin. For hver ny teknik Dokoupil har eksperimentet med, har kunstneren genoplivet sig selv. I kraft af sine forskellige praksisser og indstillinger kan man sige, at Dokoupils oeuvre afspejler ideen om, at alle religioner beskriver et forskelligt aspekt af den samme guddommelige kilde.
De seneste år har Dokoupil anvendt autolak med perlemorseffekt i sine Soap Bubble Paintings. Resultatet er et landskab af bobler som er i konstant forandring, det ene øjeblik skinner de klart og i det næste er de matte, forskellige vinkler og lyskilder får dem til at skifte mellem et varmt og koldt udtryk. Denne vedblivende transformation leder måske tankerne hen på transfigurationen af krop og blod og grænsen mellem de fysiske og spirituelle verdener. Desuden betyder brugen af overdådig guld, at boblelandskabet forvandles til et ikon fra den ortodokse kirke, mens de ultramarin blå – denne luksuriøse pigment som udvindes fra semiædelstenen lapis lazuli – vækker mindelser om Jomfru Marias renhed og hellighed i renæssancemalerier. Og dog har lapis lazuli et menneskeligt aspekt – stenen har en frekvens som resonerer med kroppen.
Der er noget iboende kropsligt over Soap Bubble Paintings, når de leder tankerne hen på rester af sæbe på hænderne, og på frodige og kropslige former. Deres bølgende former kan sammenlignes med de hellige, jordiske rester, som bliver bevaret i kirkers relikvieskrin. Sådan forholder det sig også med Spit Paintings og Tire Paintings, de har også kropslige kvaliteter. Resterne af spyt er en påmindelse om Judas’ kys, og aftegningerne af dæk minder om relikviernes splintrede knogler. Boblerne har deres egen kropslige vægt og form, en dirrende livsform, som hvert øjeblik truer med at gå i opløsning. De har et ekko af den rådnende frugt og brændende stearinlys, man malede i det syttende århundredes vanitasmalerier, som symboliserer livets flygtighed.
Dokoupil begyndte at anvende stearinlys som maleredskaber i slutningen af 1980’erne, han bar lysene til lærredet som en pilgrim med Jesu lys. Candle Paintings transporterer os til tyste kapeller, hvor hvert et hvis giver genlyd mellem stenene, og altre er belyst af levende ild. Der er noget elementært over disse værker, aske til aske og jord til jord. Den potentielle fare og sværhedsgraden forbundet med at lave dem, idet det kræver mange kræfter at holde et stearinlys op imod et lærred, som er blevet spændt op i loftet, er i sig selv et udtryk for selvflagellation.
Dokoupils malerier aspirerer imod spirituelt ekstatiske højder og lodder dybderne af verdsligt begær med en udtalt fornemmelse for både oprigtighed og gavtyvens humor. Hvor Soap Bubble Paintings kan transcendere tid og rum er andre af hans serier mere beslutsomt forbundet med mere temporale og kitschede stofligheder – biler på tomme motorveje og køer der græsser på marken. For Dokoupil findes der ingen altomfattende filosofi, der forbinder kunsten og universet, der lægger ikke en guddommelig inspiration bag de forskellige teknikker, han har brugt i sin karriere. Der findes kun forstyrrelse og brud med koncepter.
Oversat af Andreas Eckhardt-Læssøe