Bjørn Nørgaard: Englefisse, 2010.

(Exhibition text – DA)

Bjørn Nørgaard, Englefisse

18. marts – 01. maj 2010

 

Bjørn Nørgaard (f. 1947) er berømt for sin legendariske, paradigmebrydende hesteofring fra 1970. Han er elsket for sine gobeliner til Dronningen, og han er landskendt for sine mange, monumentale skulpturer i byrum og landskaber. Men sideløbende med disse emblematiske, storslåede værker har kunstneren gennem hele sin produktion skabt en lang række mindre objekter og skulpturelle værker såvel som tryk. Det er disse mindre værker, udstillingen Englefisse, der vises i Galleri Susanne Ottesen i marts-april måned 2010, vil sætte fokus på med en serie nye unika silketryk og bronzeskulpturer.

 

Udstillingen ligger i forlængelse af Bjørn Nørgaards store retrospektive soloudstilling Mythos und Morphologie i Kunstsammlungen Chemnitz i Tyskland, efteråret 2009, hvor en lang række af Bjørn Nørgaards store skulpturelle værker var samlet. Det tematiske omdrejningspunkt for udstillingen var Bjørn Nørgaards vedvarende optagethed af myte og mytologier – arketypiske, religiøse, historiske, politiske, kommercielle, moderne. Også det mytologiske i en bredspektret forståelse af begrebet, der åbner op for referencer og konkrete koblinger på kryds og tværs af tid, sted og kultur, ligger til grund for værkerne i Englefisse. Her er en mærkværdig engleskare forsamlet og konfronteret med en lige så broget og grotesk samling bæster. Det sakrale mixes således med det jordnære, hverdagslige, lave og let komiske i skikkelse af bæsterne. I såvel englene som bæsterne diffunderes de traditionelle koder for køn, og de maskuline og feminine konnotationer blandes og opløser hinanden. Selve udstillingens titel peger ligeledes på dette tvetydige aspekt, idet engle ud fra en bibelsk optik oprindeligt var maskuline. I Bjørn Nørgaards univers mixes kønnene, ligesom at kroppens anatomi også er i opløsning og undertiden fremstår i ren abstraktion som et smukt slynget bånd, der dog stadig indikerer konturerne af en krop. Kunsthistoriens klassiske, hvide marmorkrop er elimineret til fordel for en lystig samling af muterende kroppe, og Englefisse lader således en flig af det irrationelle, formopløsende og systembrydende plads.

 

I udstillingens silketryk ses ligeledes et fortættet virvar af referencer, associationer og personlige fragmenter, der kombineres på kryds og tværs og således skaber nye sammenhænge, fortællinger og mytologier. Kunstneren benytter en eklektisk og legende collageagtig lag-på-lag teknik, hvor private familiefotos, historiske dokumenter og kunsthistoriske referencer blandes. Også her er engle omdrejningspunktet, men iblandet et væld af referencer til vores kollektive og populærkulturelle billedregister. Englene svæver som et ekstra lag henover konsumsamfundets visuelle efterladenskaber og skaber en poetisk kommentar til samtidens formålsrettede, fornuftsprægede og nyttebaserede systemer. Engle fylder for lidt i det offentlige rum, siger Bjørn Nørgaard, og med udstillingen Englefisse forsøger han således at lade et skær af englenes irrationelle potentiale sprede sig med budskabet om næstekærlighed som et vigtigt værdimæssigt og etisk modspil til samtidens hurtige og markedsfikserede økonomi – eller som Bjørn Nørgaard citerer Lene Adler Petersen for: Noget i livet skal være gratis – kærligheden.

 

Bjørn Nørgaard er i foråret 2010 aktuel med to store retrospektive udstillinger – Recycling Art på Horsens Kunstmuseum i perioden 28. marts – 1. august 2010 og Re-modelling the World på Statens Museum for Kunst i perioden 16. april – 24. oktober 2010.