Morten Buch

“Platon mente, at selvom alle heste er forskellige, så er de alle støbt af samme form – formen ’hest’ – den form, der gør, at vi alle genkender en hest, når vi møder den. Denne rene form – objektets grundform – er på samme tid objektets iboende idé og inderste væsen. Morten Buchs (f. 1970) aktuelle udstilling, No Halo, handler om, hvad der sker, når denne form vrides ud af sin grundbetydning og forårsager, at tingenes inderste væsen udfordres. Hvad sker der med os som beskuere, når vi møder en form, som vi genkender, men som samtidig virker fremmed for os? Som tvinger os til at tage stilling til den objektets selvfølgelighed, der er en del af vores forankring i verden, og vores relationer med tingene der omgiver os? Udstillingens titel – uden glorie – refererer til et ønske om ikke at stræbe efter, at motiverne skal transcendere i traditionel forstand. Når objektet ikke tilføres en glorie men derimod verdsliggøres, bliver det netop muligt at udfordre objektets form og konnotation – at bevæge et ved første øjekast selvfølgeligt og let genkendeligt motiv nye steder hen.”

 

Det første indtryk, der rammer en, når man ser udstillingen, er din konsistente brug af en figurativ tilgang samt dit valg af let genkendelige og hverdagsagtige motiver – en vase, et telt, en sko…

 

Selv om det er det, der umiddelbart springer i øjnene, så er valget af motiv måske ikke det mest betydningsfulde. Det handler ikke primært om, hvorvidt det er det ene eller det andet. Det, der virkelig interesserer mig, er de associationer, der opstår i forbindelse med motivvalget. Det ansporer nogle ting rent psykologisk at have et motiv. Et motiv giver en, en undskyldning for at gøre nogle bestemte ting – både med formen og med farven – som er svært at opnå rent abstrakt. I abstrakt maleri bliver det ofte en systematik eller dig selv, som du sidder tilbage med. Hvis du har et motiv, så kan du få andre ideer, gøre nye ting og måske også placere farven mere præcist på lærredet. Du kan dele farverne op på en bestemt måde og måske også gøre mere irrationelle ting. Det starter med, at man ser noget – en ting, en form – som gør indtryk på en, og som man ønsker at gengive. Men så bliver det i virkeligheden noget andet. Det flytter sig og skifter karakter, når man begynder at male.

 

Selv om dine malerier er præget af dit konsistente valg af objekt-afbilding, så giver de også indtryk af en dyb glæde ved og viden om farven…

 

For mig betyder teksturen og den måde, farven opfører sig på og skifter på på lærredet, lige så meget som min figurative tilgang. Jeg ønsker at gengive en bestemt intensitet, en bestemt visuel oplevelse, som i stor udstrækning knytter sig til farven. Men teksturen og det ekspressive handler for mig også meget om, at øjet skal kunne bevæge sig rundt på en bestemt måde i billedet. På den måde rækker denne udstilling også tilbage til mine erfaringer som abstrakt maler, hvor jeg undersøgte, hvad der skulle til for at få et billede til at virke. Og på en måde er det også det, jeg lukrerer lidt på i dag. Jeg prøver at bygge billedet op så solidt rent konstruktionsmæssigt, som motiv men også i forholdet til fladen og til de farver, jeg bruger, at – ud fra mit synspunkt – så kan billedet ikke gå galt. Jeg forsøger at gøre billedet så velkomponeret, at lige meget hvad fanden jeg laver – om jeg så vælter ind i billedet – så vil det stadig lykkes. Og det er meget kalkulerede effekter, jeg benytter. Jeg ønsker at få en ganske bestemt oplevelse ud af de farver, jeg bruger. De skal have klarhed og præcision, og jeg synes, Frank Stella har sagt det meget præcist, da han sagde, at han godt kunne tænke sig, at farverne kunne forblive lige så flotte på lærredet, som de var i bøtten. Det, synes jeg egentlig, er en meget fin ambition, ikke at ødelægge farven men være ydmyg og forsøge ikke at gøre farven dårligere, end den var til at starte med.

 

På trods af at dine billeder er så præcise og kalkulerede, udstråler de stadig en form for grovhed, vildskab og ekspressiv energi…

 

Det er også utroligt vigtigt, at billedet har et ’nu’, at det virker umiddelbart. For mig minder maleri om teater – den følelse af, at det er ’live’, og at det kan gå galt. Derfor er det utroligt vigtigt, at strøgene sidder præcist på den måde, de gør, og at de gør opmærksom på deres placering i værket. Man skal have fornemmelsen af, at det kunne være gået galt, at de kunne være blevet placeret anderledes. Jeg har det selv på den måde, at hvis jeg først begynder at føle, at maleriets udtryk viser en lang og veltilrettelagt proces, så begynder jeg simpelthen at kede mig. Ikke at det gør billedet dårligere. Jeg kan bare ikke holde det ud.

 

Så selv om effekterne er kalkulerede, så er det ikke et velkonstrueret visuelt udtryk, du gerne vil opnå?

 

Nej, jeg forsøger nok i stedet at opnå en umiddelbarhed. En følelse af, at billedet er malet på et øjeblik. Jeg kan også godt lide at bruge så store pensler, som jeg overhovedet kan komme afsted med, som kan være inden for formen. Jeg vil gerne opnå den der fornemmelse af en eller anden kæmpe, der ligesom lidt klodset har rakt en hånd ned og lavet sådan et eller andet tilfældigt, det må godt være lidt stort.

 

Du har meget konsekvent valgt at afbilde dine objekter i et non-figurativt rum. Hvad gør det ved dine motiver, når du de-kontekstualiserer dem på den her måde?

 

Jeg synes, det udtrykker min interesse for det skulpturelle – for at gengive en form – og så mener jeg endvidere, at manglen på placering i et rum gavner motiverne. Det fremhæver deres fysik og iboende rum, for næsten alle motiverne har en rumlighed i sig selv. De er figurer, der kan indholde noget – en vase, et telt og en sko – og derfor ønskede jeg ikke, at der skulle være et rum rundt om.

 

Men selv om du vælger let genkendelige former, så giver dit valg af størrelse og farve en følelse af et motiv, der i nærmest Claes Oldenburgsk forstand bliver ’larger than life’…

 

Når man kører et motiv såsom den sko her (Sko 2006) op i den størrelse, som den har her, en ekstrem størrelse på 2×2 meter, så forandrer tingene sig jo og bliver til noget andet og mere end objektet. Det rum, som er inde i skoen, transcenderer ud over skoens form og bliver nærmest en form for krop eller fysisk relaterbart rum i sig selv. Når ting forstørres op skabes en ny situation, hvor kroppen bliver nødt til at gen-orientere sig. Og den der reorientering er interessant.

Og det er i det hele taget noget, der interesserer mig ved form og ved figuration. Det hele tiden at forsøge at trække et givent begreb, man har om en ting, et helt andet sted hen, så man bliver nødt til at stå tvivlende og sansende over for billedet. Du kan ikke udlede noget selvfølgeligt, du kan ikke bare sige: ”Det der er en sko”, for det giver ikke nogen mening. Det ligner dårligt nok en sko, men alligevel genkender du strukturen i den, så hvis det ikke er en sko, hvad er det så? Og det er præcis der, jeg gerne vil hen med et billede, det der: ”…men hvad er det så?” I yderste instans leder det nemlig til, at du må spørge dig selv om, ikke blot hvad en sko er, men – endnu vigtigere – hvad et maleri egentlig er?

Jeg forsøger at gøre objekterne tvetydige, for jeg kan ikke udstå, når jeg kan aflæse billedet for nemt. Det er også derfor, jeg har det enormt svært med budskaber og med for kommunikerende kunst. Der er mange andre medier, der er bedre til at udtrykke konklusioner eller analyser af ting. Jeg synes ikke, det er kunstens stærkeste side. For mig er det meget mere interessant at forsøge at fastholde en tvetydighed, en sanselighed eller nysgerrighed, og det er det, jeg især prøver på med mine ting. At skabe følelse af at det er umuligt eller dumt eller fjollet, men det skal samtidig også være flot eller smukt. Det skal hele tiden have den der spænding mellem modsætninger.

 

I introduktionsmaterialet til udstillingen bliver der skrevet, at tingene hos dig får sin helt egen specielle ’Buch-form’. Hvordan vil du beskrive den form?

 

Når jeg kigger mig omkring, så er det jo egentlig en ret klodset form, ikke? Det hænger måske sammen med, at jeg i virkeligheden så godt kan lide at male flotte farver, så jeg har brug for klodsetheden og det grove som modvægt. Og så er det ikke kun så overfladisk som farverne. På et mere tematisk plan handler det også om en protest mod kroppen. Jeg kan godt lide at skabe en eller anden umulighed, en krop der ikke vil lystre. En fornemmelse i billedet af, at det går galt, eller det er upræcist og mislykkes. Men samtidig skal der være en gennemført skarphed eller klarhed, en fornemmelse af en klar hjerne og en krop, der ikke vil lystre. Sådan kunne jeg egentlig godt tænke mig at male. Det er et rum, hvor alle ideerne kortsluttes, og tingene bliver uhåndgribelige. I virkeligheden handler Buch-formen måske om en eller anden speciel klodsethed, der gør det svært at fastholde et ensidigt begrebsapparat. Begreberne falder lidt fra hinanden, fordi tingene ikke rigtig vil det, de plejer at ville.

 

Fordi formen bliver klodset?

 

Fordi kroppen er klodset, og den er måske ikke, som vi tror den er, måske ikke engang som vi beskriver den. Jeg tror, det er det, som denne form handler om for mig, at udfordre vores
begreber lidt.