things hidden since the foundation of time, 2008.

(Exhibition text – DA)

Martin Erik Andersen, things hidden since the foundation of time
10. oktober – 15. november 2015

 

I Martin Erik Andersens univers er der ingen definitive sandheder, ingen endegyldige fortolkninger og ingen fastlagt referenceramme for aflæsningen. Betydningstilskrivningen er derimod lagt åbent ud for beskueren i dette virvar af henvisninger og referencer, dette sansemæssige bombardement af divergerende materialer, douce farver, flimrende spejlinger og mærkelige lyde. I things hidden since the foundation of time bliver forskydninger, fordoblinger og venden op og ned på det velkendte og fortrolige dét, der både forfører og udfordrer beskueren.

Martin Erik Andersen (f. 1964) arbejder eksperimenterende og nyskabende med en bred vifte af materialer og teknikker, der overskrider den traditionelle skulpturgenre og inkluderer installation, skulptur, video, papirarbejde, fotografi, lys og lyd. Via de eksperimenterende undersøgelser af traditionen ønsker Martin Erik Andersen at rette fokus mod potentielle brud, sprækker og mellemrum for derved at kaste nyt lys over det velkendte. For Martin Erik Andersen er rum, krop, sansning og tænkning nært sammenknyttet, og det billedkunstneriske bliver således et sted, hvor kroppen kan møde det æstetiske og rummet på en måde, der skærper sanserne og opmærksomheden overfor omverdenen og eventuelt genererer et nyt blik på denne.

I udstillingen things hidden since the foundation of time, der vises i Galleri Susanne Ottesen i oktober-november måned, forbindes udstillingens forskellige værker dels i kraft af materialevalg, form, farve og sansemæssige kvaliteter. Beskuerens normalperspektiviske syn på verden kan måske tiltes og åbnes op for nye erfaringer og erkendelser. Der vendes op og ned på velkendt og fremmed, ret og vrang, åben og lukket, positiv og negativ, synlig og usynlig. Blandt andet er en halvtransparent ornamenteret skærmvæg opstillet på en spinkel stålkonstruktion, hvor den filtrerer det omgivende farvede lys og i mørke danner et sælsomt skyggespil. Værket er en slags taktil og rumlig oversættelse af et ornamenteret turkmensk nomadetæppe til gennemlyst silikone, der tømmer tæppet for både dets oprindelige funktion og betydning og sætter det ind i en helt ny og uafklaret kontekst. Et andet af udstillingens rum er helt helliget papirarbejder, der blander silke, folie, voks, broderede sting, kniplingefine strikkerier, offsettryk og hjemmefarvede tekstiler. Rummet drager beskueren ind i et intimt univers, hvor papirarbejderne på en og samme tid lader sig aflæse og tilsløres med skjulte beskeder mellem lagene og på bagsiderne, med vrangvendte sting og udløbende batikagtige substanser.

Martin Erik Andersen danner sit eget symbolsprog og betydningsunivers, der både er fremmedartet og velkendt, men som vi dog som beskuere sagtens kan få et blik ind i og danne vores egne betydninger ud fra – hvis vi vover at lade os forføre ud på de stier, kunstneren har anlagt til os.