RESONANT, 2014.

Andreas Eriksson, RESONANT

17. januar – 22. februar 2014

Andreas Erikssons seneste værker er alle i dialogisk udveksling med naturen og landskabsgenren men bevægelsen i værkerne er lige så meget indad, i en kredsen om en særlig subjektivitet, en stille væremåde blandt tingene. I udstillingen indgår udover nye malerier også tekstilarbejder, relieffer og fotos. Det dobbelte resonansrum mod naturen, selvet og andre kunstneres værker udfolder sig forskelligt alt efter disse mediers særlige logikker.

I malerierne er tonen gennemgående holdt i mørke jordfarver grænsende til monokrome flader. De kan opleves som indkredsninger af landskabsstemninger, fx en mørk himmel ved aftentid, vådt græs eller klippevægge, men de er samtidig fysisk tilstede som malede flader, en krops arbejde foran et lærred. Penselstrøgenes vandrette og lodrette bevægelser er med til at give værkerne et rolig, stillestående udtryk, som får tiden til at stå stille. Mørket virker omsluttende og besnærende.

Reliefferne er lavet af polyuretan-blokke bemalet med opløsningsmiddel, der har ætset sig ned i fladen, hvorefter resultatet er støbt i gips. De kan umiddelbart ligne afstøbninger af naturmateriale, men er altså i virkeligheden en slags “negative malerier” hvor stof er fjernet i stedet for tilføjet med hver enkelt penselstrøg. Reliefferne er i den forstand i tråd med andre af Erikssons værkgrupper som muldvarpeskuddene og bronzefuglene, som også handler om tab. Reliefferne har en mere udtalt objektkarakter end malerierne og deres monokrome hvidhed bringer dem i modsætning til maleriernes mørke farver. Motiverne minder om naturens tit kaotiske organisering. Visse af formerne er dog mere tegnagtige og nærmer sig en slags abstrakt kalligrafi.

Fotografierne dokumenterer en vandring gennem et ellers menneskeforladt landskab, af og til afgrænset af et elektrisk hegn eller træstammer. Synsvinklen er som regel rettet ned mod jorden, mod koldt græs dækket af dug, buske og sten. Det er neutrale billeder, bevidst fotograferet i et blegt, ikke-romantiserende lys. De er ophængt serielt side om side, hvad der gør det muligt at opleve dem som et slags storyboard, som kapitler i en fortælling. De er umiddelbart almene, fordi de undviger professionel fotoæstetik. Men udover almenheden har de også en gådefuld side, idet de antyder konturen af et skjult plot, som forbliver lige udenfor synsfeltet.

Dette er Andreas Erikssons anden soloudstilling på Galleri Susanne Ottesen. Sideløbende med udstillingen åbner der en stor retrospektiv udstilling med Erikssons værker på Bonniers Kunsthal, Stockholm (fra 29. januar – 23. marts 2013).