Motives II, 2010.

Kehnet Nielsen, Motives

03. september – 09. oktober 2010

I en række nye malerier med den fælles titel Motives folder Kehnet Nielsen (f. 1947) et rum ud, der på én og samme tid er både velkendt og nærværende, men også privat, fortroligt og intimt. Det er kunstnerens eget atelierrum, vi ser afbilledet fra utallige vinkler og med skiftende fokus. Atelierbilledet er som bekendt en klassisk genre indenfor kunsthistorien, hvor berømte kunstnere har malet deres atelierer som en slags indirekte selvportrætter, rumlige stilleben eller memento mori, der gennem de nøje opstillede elementer og objekter peger på kunstnersubjektet, refererer til tidligere værker og genererer en række eksistentielle spørgsmål. Det er denne tradition, Kehnet Nielsen i sine nye værker læner sig op ad – og så alligevel ikke.

Værkerne på Motives lægger sig i forlængelse af Kehnet Nielsens forrige udstilling i galleriet, Lottenborg, 2007, der markerer en slags nybrud i kunstnerens produktion. I Lottenborg fletter figurative elementer sig – i modsætning til 1990’erne rent abstrakte maleri – ind mellem de taktile lag af olie. Her er det ligeledes elementer fra kunstnerens nære omgivelser – hjemmet, atelieret, haven – der udgør de motiviske dele af værket. I Motives zoomer Kehnet Nielsen endnu mere ind og retter fokus mod selve atelieret med dets stabler af påbegyndte lærreder, bøtter, tuber, pensler og den fortættede stemning af et rum for kontemplation, fokus og arbejde – og dermed også de mere malereksistentielle problematikker. Titlen Motives peger i sin nøgternhed helt konkret på det vi ser, hvad øjet registrerer, de nære omgivelser. Men selvfølgelig også på, at der overhovedet er motiver i værkerne – at en figuration iblander sig de mere abstrakte elementer, til tider næppe synlig og nærmest i opløsning, og til tider ganske konkret, som fx en stol, et malerbord eller et glas med pensler. I værkerne samples flere forskellige maleriske planer, der mødes og kiler sig ind i hinanden, så lærrederne fremstår både flimrende og sitrende samtidig med mere fladebetonede og pastose. De opstillede lærreders motiver diffunderer ud i det omgivende rums virkelighed, så værk og omgivelser smelter sammen i disse malerier af malerier. Flere af motiverne eller elementerne går igen på kryds og tværs af værkerne og henviser også til ældre værker, fx den tomme stol. Stolen bliver både et indirekte portræt af kunstneren, en substitut for den krop, der plejer at befolke rummet, men den tomme stol indikerer samtidig en åbenhed i værket, der inviterer beskueren til at tage del i den kontemplative stemning og i overvejelserne omkring værket og kunstnersubjektet. Maleren er således tilstede i værket, selv når han ikke direkte er portrætteret. Som en skygge dukker hans silhuet op i et par af værkerne, som om han selvreflesivt betragter sig selv male, og i andre værker synes maleren nærmere præsent i objekterne, i de afbildede lærreder, ja sågar synes malerens skygge at lægge sig i hvert et strøg, hver en lille klat olie, hver en plamage.

En hel væg i udstillingen udgøres af en række små kasseagtige værker, der med deres objektkarakter og kun 18 x 16 cm skaber et spring i perceptionen. Kasserne er emballage fra malingtuber, som Kehnet Nielsen i første omgang har brugt som en slags palet og i næste omgang har arbejdet videre på, så de danner en slags bearbejdede ready mades, samtidig med at de selvfølgelig også skaber en direkte og meget konkret reference til atelieret. Kasserne er fysiske elementer, der hidrører atelierbillederne, og de tykke lag og klatter af maling bliver i forlængelse af atelierbilledernes metarefleksioner en indikation på, at selve penselstrøget eller malingen også er et tegn eller et billede i sig selv.

Atelierbillederne lægger sig i den romantiske tradition, hvor atelieret og kunstnersubjektet har opnået ikonisk status i kunsthistorien, men frem for at hylde det maskuline kunstnersubjekt skaber Kehnet Nielsen nærmere en række refleksioner omkring netop maleriet, kunstnerrollen og det eksistentielle i det hele taget. Værkerne lukker sig således ikke introspektivt om sig selv, men åbner sig snarere op i et nærvær, der også inkluderer beskueren.

Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie