Rolf Hanson
ÉADEM FED ÁLITER
01 Feb – 09 Mar 2008
ÉADEM FED ÁLITER – eller ‘Det samme, men på en anden måde’, som den latinske sætning oversat til dansk betyder, er titlen på den svenske kunstner Rolf Hansons (f. 1953) seneste serie af malerier, der i februar udstilles i Galleri Susanne Ottesen.
Titlen refererer dels til de udstillede værkers formelle greb, idet udstillingen er sammensat af 4 x 4 malerier i hver deres format. Værkernes fortættede farvelag og kompositioner varieres serien igennem i de fire forskellige formater – det samme, men dog på en anden måde. Og netop dette både serielle, kompositoriske og motivisk varierende synes at være et gennemgående træk i hele kunstnerens produktion. Titlen refererer således også til Rolf Hansons værk i det hele taget, som igennem tiden har undergået adskillige skift, motiviske, formelle og farvemæssige eksperimenter – men som dog vedvarende altid har kredset omkring legen med det kompositoriske og spillet mellem billedets dybde og flade. Således fornemmer man utvetydigt linien til Rolf Hansons foregående udstilling i galleriet, Ombre Portée fra 2003, på trods af, at udtrykket har udviklet sig markant siden. I Ombre Portée’s lærreder blev de kompakte og tætte farveflader brudt op og indgik i forening med lysere farveklatter i gul, cerise og blå, der bevirkede et let, flimrende og nærmest transparent maleri. I Éadem fed áliter er tætheden og det kompakte tilbage, men fælles for de to serier er en vedvarende stræben efter forenkling og balance i kompositionen og et spil mellem billedrummet og billedfladen.
Det serielle greb tillader således Rolf Hanson fordybning i en slags nærstudie af en formel problematik, som kunstneren sætter sig for at løse – eller i hvert fald at granske igen og igen. Motivisk er Rolf Hansons maleri ofte blevet sammenknyttet med den nordiske tradition, hvor de fortættede billeder både kan indikere den nordiske natur, der omgiver kunstneren i fx et motivisk zoom mod mosvæksternes mikrokosmos, men de vibrerende, varme, både dunkle og sitrende farver bliver lige så vel billedet på et ‘indre landskab’ i relation med beskueren. De intense farver omslutter således nærmest beskueren i denne billedverden, man møder med hele kroppen og alle sanserne.
Uanset format, serie, farvepalet eller komposition er det således essentielt det samme, der er på spil i Rolf Hansons værk igen og igen – det komplekse arbejde med en række formelle problematikker, det vedvarende spil mellem flade og rum i kompositionerne og den intense sensibilitet overfor farverne, der ganske omslutter os i beskuelsen. Med andre ord: Éadem fed áliter.
Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie