3 nudes in a purple garden

Exhibition text by Anna Tydén

Finn Reinbothes værker er zoner frem for afgrænsede enheder. Disse zoner er steder for ophold. Der er en åbenhed i værkerne, en slags luftighed eller lethed, som signalerer, at her er en struktur og en tanke, som man kan træde ind i. At beskrive det som lethed kan synes besynderligt, da man også kunne beskrive Reinbothes værker som fortætninger, til tider intense ophobninger af objekter og materialer. Ikke desto mindre bliver summen af disse stoflige ophobninger til et åndbart materiale.

*

Stål. Eller to stykker lettere forslåede metalplader, placeret så de vælder op foran beskueren som en port, som gestus. Mellem pladerne er en kroget sprække. På den ene plade i øjenhøjde er der med to klemmer fæstnet et fotografi. Motivet er aldeles undervældende, som fotografier kan være og samtidig (måske endda derfor) synes at rumme en stor melankoli; et billede af en lygtepæl og et fortov et sted på en solrig dag.

En monumental rektangulær struktur på væggen bygget op af lysstofrør, alskens skafter, en stok og en fløjte gør det ud for et groft partitur, eller måske en skærm? En melodi, fortællende.

Væghængte papirværker, hvor dele af billeder og tekst er fjernet med overstregninger, huller eller yderligere lag af andet materiale, som filtrerer og forvrider den information, som var.

*

I Reinbothes værker oscilleres mellem sitrende tilfældigt stofligt “støj” og kompositorisk præcis koreografi, mellem afsløring og tilsløring – mellem hvad, der kommer til syne og hvad der er skjult eller kun kan anes. Man er på samme tid inviteret helt tæt på det rytmiske forløb af ophobet stof, som kunne være livet, men man er også hensat i mørket eller nøgenheden. En punktering (et fritskrabet punkt) midt i al akkumulationen.

Værkerne er formelt åbne, på en slående ligefrem måde: materialer og deres sammensætning er præcis, hvad de giver sig ud for at være. Intet her er holdt tilbage og man kan som publikum tage del i den mentale og rimelig syrede øvelse det er, at skille elementerne i værket fra hinanden og samle dem igen. Denne egenskab -værkernes måde at være løst sammensat- gør dem nærværende og porøse. I mødet med Reinbothes værker er jeg ikke i tvivl om, at de er sammensat med afsæt i en oprigtig ømhed for hvert elements beskaffenhed og affekter, men også at de kunne være anderledes til andre tider. Denne tidslighed findes også i værkernes indbyrdes osmotiske forhold, hvor noget abjekt eller overskydende fra tilblivelsesprocessen af et værk føres videre og gøres centralt i et andet. På den måde kan man sige at værkerne indbyrdes har karakter af en kultur, hvor det følgende vokser ud af en bakteriel symbiose med det forrige. Eller som en infektiøs modulation.

*

I Reinbothes Framing-værker ser man sammensætninger af ofte vidt forskellige materialer, koblet til hinanden via ligefremme forbindelser – knuder eller andre tilsyneladende oplagte sammenkoblinger på basis af det forhåndenværende. Tilsammen udgør disse materielle sammensætninger en ramme. I én framing kan der være tale om sære møder mellem eksempelvis metalrør, nylonsnore, halssmykker, sisalsnøre og fundne objekter såsom håndtag eller skafter. Materialer og stofligheder i dette register kan være forbundet af objekter, som man genkender mere i fingrene end med øjet; sikkerhedsnåle, nøgleringe og halv-uduelige, ømme knob. Det er en påholdende ophobning af materialer, men dog stadig en slags ophobning, og der er noget umiddelbart bevægende intimt over den måde, genstandene bringes sammen på, i al sin stilfærdighed. Ved siden af den stille ophobning, er der tomhed. Et rungende tomt centrum.

Værkerne er subtile, men svulmer alligevel for øjnene af dig. Fra et sted med en oprigtig værdsættelse af udgrænset stof, får Reinbothe os til at se mod marginen af det oplagte, og udfolder noget poetisk her. For mig udgør de aparte koblinger en helhed, der med flagrende karakter, bliver et konkret billede af, hvordan en oplevelse af sammenhæng kan føles. Den store, men formløst efemeriske oplevelse af, at ydre koordinater i et øjeblik samler sig til noget meningsfuldt. Disse oplevelser kan tage form netop som de materielle møder i Reinbothes ramme-værker: som substantielt forskellige ting, der slår knuder med hinanden og danner rammen om noget. Dette noget kan man være heldig at få greb om et øjeblik, for så kort efter at have svært ved helt at udlede, hvordan disse forbindelser nu dannede et samlet billede af noget som helst. Ligesom i Framings er centrum som sådan underordnet. Men den tynde række af forbindelser, som kan slå ring om det, er euforisk.

*

I Galleri Susanne Ottesen viser Reinbothe en blanding af nye og ældre værker, hvoraf flere udspringer af serielle arbejder. Udstillingen kan betragtes som en række af zooms ind på Reinbothes forgrenede værk. Det er altid voldsomt, måske endda voldeligt, at bryde en velkomponeret stilhed; men der er gjort plads til larm. Denne korte tekst kan betragtes som enkelte kiler ind i et vildtvoksende værk, som her præsenteres i konfigurationen 3 nudes in a purple garden.

*

Slår man “3 nudes in a purple garden” op på nettet, finder man vej til et syv minutter langt energisk housenummer. Kollisioner af lyd og adskillige opbrud i temperament og stemning bringer én i en tilstand af halvdyster lethed.